Den tidligere danske landstræner i fodbold, Richard Møller Nielsen, f. 19. august 1937, døde 13. februar 2014 efter længere tids sygdom.

Gennem tiden har en række markante danske fodboldspillere udtalt sig om Richard Møller Nielsen i Euroman. Vi har været i arkiverne og fundet de bedste citater om Ricardos egenskaber som menneske, træner og offentlig person:


”Jeg har lært at sætte pris på Richards menneskelighed, og jo længere tid man kender ham, jo mere finder man ud af, at hans særheder på nogle områder er mere kløgtige, end man regnede med. For jeg troede virkelig ikke om ham, at han var psykologisk dygtig. Han var en mand, der havde arbejdet sig op, også som spiller var han mere en arbejder, men under EM lærte jeg, at han har en utrolig god måde at sætte holdet op på. Så kunne folk grine af, at han altid kom med de samme floskler under taktikmøderne, men den der frihed han gav os efter nogle af kampene, hvor vi kunne sidde og få en øl, den tilkom den danske mentalitet vel.”

Brian Laudrup, Euroman okt./nov. 1994


”Richard har et problem, nemlig at han reagerer meget mærkeligt overfor alle spørgsmål, der har bare den mindste gran af kritik på sig. Han har et meget mærkeligt forhold til pressen, og det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at han ikke havde noget godt forhold stil spillerne i begyndelsen. Hvordan det er nu, ved jeg ikke. Men jeg tror, det er meget spiller-træner. Det er mit indtryk, når jeg går blandt spillerne. Hvor vi (spillerne under tidligere landstræner Sepp Piontek, red.) endte med noget, der lignede far-søn. Ikke så skarpt, men der var stor forståelse. Nu er der ikke nogen, der skal have klinket noget. Der er jo ikke nogen, der kommer med udtalelser længere omkring landsholdet. Så ved de, at de bliver smidt af.”

Preben Elkjær, Euroman sep. 1995


”Der var lidt panik på bænken. På mig virkede det, som om Ricardo spurgte i flæng. Han spurgte først Johnny Mølby, men han sagde nej tak. Det forstår jeg sandelig også godt. Johnny var jo offensiv midtbanespiller, og i den kamp spillede backen lige over for Ruud Gullit. Så spurgte Ricardo mig. Det fandt jeg da også mere naturligt, så jeg sagde. ”Ja, ja. Sæt bare mig ind.””

Claus Christiansen om at blive skiftet ind i stedet for den skadede Henrik Andersen i EM-semifinalen mod Holland, Euroman juni 2002


”Det blev udlagt, som om det var noget, jeg havde udtænkt fra søndag aften til mandag morgen. Det var det selvfølgelig ikke. Jeg var på vej ind i en meget vigtig periode. Jeg var 25 år og havde spillet seks år i Italien og gjort det udmærket. Jeg havde været med til slutrunder og gjort det rigtig godt i både 1984 og 1986. Da jeg skiftede til Barcelona, skulle jeg tage det næste skridt. Cruyff som træner og et godt hold. Jeg skulle virkelig tage springet fra stort talent og så videre frem. Det var nu eller aldrig. Samtidig var det det tredje landshold, jeg var med på. Jeg var først med på 1984-86-holdet, så var jeg med på 1988-holdet, der var en blanding af gamle og nye, og så røg jeg igen med efter 1988, hvor der blev skiftet en hel masse ud. På det tidspunkt skulle jeg altså være frontfigur to steder. Jeg skulle være med til at løfte to hold på en gang. Der er ingen tvivl om, at Danmark ikke ligefrem spillede den offensive fodbold, hvor alle mine kvaliteter kunne komme til udtryk. Det var så en ting. En anden var, at da jeg meldte fra, var vores rolle i EM-kvalifikationsturneringen udspillet. Vi havde tabt til Jugoslavien i Idrætsparken og var færdige. Som alle ved, kom vi så med til Em alligevel.”

Michael Laudrup, Euroman feb. 2003, om at melde fra til landsholdet under Ricardo


”Richard har været grundpillen i hele min karriere. Han har været den mand, der fra starten har troet 100 % på mig og samtidig har givet med nogle værktøjer, som jeg ved har hjulpet mig i min karriere. Det er nogle ganske elementære ting – sådan noget med, hvordan man griber en bold, og hvordan man lander. Det var på U/21-landsholdet. Det var dødssyge øvelser, og jeg hadede at lave dem, men jeg gjorde det, fordi jeg anerkendte, at der var en mening med at lave dem. Richard tog også over til mig i Hvidovre – jeg arbejdede på Hvidovre Avis – i to måneder, før Sepp skulle udtage truppen til Mexico. To gange om ugen kl. 10 stod han på Hvidovre Stadion og trænede kun med mig, for han ville have mig med. Han ville. Det er for meget at sige, at han græd, da han fortalte mig, at jeg ikke skulle med, men han var ikke langt fra.”

Peter Schmeichel, Euroman april 2005

LÆS OGSÅ Richard Møller Nielsen: De sidste billeder