Det her er ikke bare en normal bærbar med læderomslag. Spectre Folio har fastmonteret læder på næsten alle de overflader, hvor man normalt finder aluminium eller plast. Det giver en helt anderledes oplevelse af computeren. Man smider den trygt i tasken uden ekstra beskyttelse, for kvaliteten synes på niveau med de bedste bilsæder. Hvor andre bærbare får ridser og buler, får denne patina.

Læderet er varmt og blødt for håndfladerne, når man skriver. Der er lys under de flade taster, som klikker sprødt og præcist. Jeg havde foretrukket, at enter-tasten sad yderst til højre, og de fællesnordiske taster er som altid irriterende (der er endda kun lys i de svenske bogstaver!).

Pegepladen er lille efter dagens standard, men den fungerer – og skærmen er berøringsfølsom.

Når computeren er åben, kan du hive det nederste af skærmen frem og vinkle den skråt foran tastaturet. Det fungerer langt bedre end konkurrenternes tent mode, hvor skærmen klappes bagover, fordi basen her forbliver flad og stabil. Dine lår vil elske det. Skærmen kan også lægges fladt ned over tasterne, hvilket også fungerer bedre end normalt, fordi tastaturet er dækket, mens bagsiden er flad. Konstruktionen er genial.