Dislike-knappen: Derfor kommer den først nu

Det skabte stor opstandelse, da Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg tirsdag annoncerede, at det sociale medie arbejder på at indføre en såkaldt ‘dislike’-knap – den opadvendte tommelfingers modsætning.

“Folk har efterspurgt dislike-knappen i flere år. I dag er en stor dag, for i dag er dagen, hvor jeg annoncerer, at vi arbejder på knappen og på at levere den,” sagde han tirsdag til et arrangement i Facebooks californiske hovedkvarter.

Han understregede, at arbejdet ikke nødvendigvis ender med en nedadvendt tommelfinger, men at Facebooks ingeniører arbejder på at skabe en knap, der kan udtrykke andre følelser end ‘like’-knappen.

Tinderslut: Sådan er danske mænd på Twitter

“Det, folk virkelig vil, er muligheden for at udtrykke empati. Ikke alle øjeblikke er gode øjeblikke. Hvis du skriver noget trist, føles det måske ikke komfortabelt for dine venner at like dit opslag, men de vil gerne give udtryk for, at de forstår,” fortalte Facebook-stifteren.

Dermed kom han kritikere af dislike-knappen, der henviser til Mark Zuckerbergs tidligere afvisning af at indføre en dislike-knap, i forkøbet. Efter tirsdagens annoncering af dislike-knappens komme har flere brugere af det sociale medie skrevet – ofte på Facebook – at de frygter, dislike-knappen vil blive brugt til mobning, til at skabe eller fodre hadske følelser og generelt til at gøre Facebook til et mere negativt sted.

“Nogle folk har bedt om en dislike-knap, fordi de vil sige, “den ting er ikke god”. Og det er ikke noget, vi tror er godt for verden, så derfor bygger vi ikke den knap,” sagde Zuckerberg i 2014. 

Facebooks tidligere tekniske chef Bret Taylor bakkede i oktober 2014 den holdning op.
“I et socialt medies kontekst har negativiteten af sådan en knap en masse uheldige konsekvenser,” sagde han.

Flere iagttagere af tech-industrien har dog pointeret, at der er andre grunde end de rent idealistiske – Facebooks motto er at “gøre verden mere åben og forbundet” ¬– til at Facebook har nægtet at indføre en dislike-knap på trods af flere års folkelig efterspørgsel.

“Det Zuckerberg ikke sagde (om dislike-knappen, red.), er det her: En dislike-knap på Facebook ville få folk til i mindre grad end ellers at poste, like og dele frit. For et selskab, der tjener penge på data om folks opførsel, er endnu mere opførsel at samle data om det vigtigste,” skriver Will Oremus, det amerikanske magasin Slates senior-korrespondent på tech-området.

“Hvis du ser dislikes på andre menneskers opslag, holder du dig måske fra ubevidst at like dem selv. Hvis du ser dislikes på dit eget opslag, begynder du måske mere nøje at overveje, hvad du deler. Begge dele er en barriere i forhold til at skabe mere engagement, og på den måde er det en hæmsko for Facebooks vækst,” skriver tech-korrespondenten.

LÆS OGSÅ: Nye Instagram-formater: Nu skal der tages landskabsbilleder

LÆS OGSÅ: 13 tegn på at hashtags snart må dø

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewalds tips til net-flirt

Se, hvad vi ellers skriver om: Teknologi