Jonas, må jeg ikke bare starte med at sige, at jeg var til stede på Col du Granon på 11. etape i Tour de France sidste år, hvor du og Primož Roglič lavede de indledende angreb på Tadej Pogačar.

”Okay, fedt!”

Jeg sad med i en af følgebilerne. Og det var, for nu at sige det mildt, ret vildt at overvære.

”Ja. Det var også vildt for mig. Jeg får faktisk kuldegysninger bare ved at tænke på det. Det var en vanvittig dag, også for os som hold. En dag, hvor det hele gik op i en højere enhed, og hvor vi iværksatte de her nålestiksoperationer på Pogačar. Hvor jeg kiggede på de andre og tænkte: ’Så angriber vi.’”

Havde I planlagt de nålestiksoperationer ned i mindste detalje?

”Inden Touren var planen faktisk, at det var mig, der skulle angribe ham først. Vi havde regnet med, at jeg så ville tabe noget tid, måske 20 sekunder. Men så styrtede Primož og røg bagud i klassementet.

Derfor aftalte vi, at han angreb først på Col du Granon-etapen, og at han bare skulle blive ved med at prøve. Men på et tidspunkt, hvor vi befandt os på et forholdsvis fladt stykke, var vi pludselig to mod én. Altså os mod Pogačar, fordi han ikke havde nogle hjælpere tilbage.

Der sagde mit instinkt mig, at nu giver vi den alt, hvad det kan bære. Det kan jeg takke min tid på Team coloQuick for (Vingegaard kørte for coloQuick fra 2016-2018, red.).

Der lærte jeg rigtig meget om taktik, og om hvad man gør i de forskellige situationer, der kan opstå i løbet. Og at bevare overblikket. Jeg besluttede, at vi måtte blive ved med at angribe ham på skift. Og det gav jo mening.”