Skybrudssikring Nørrebrosjælen
Foto: Beauty and the Bit

Skybrudssikring Nørrebrosjælen

Se billederne: Sådan kommer fremtidens regnvand til at flyde på indre Nørrebro

Klimakorridor skal løbe midt gennem bydelen.

Når vandet står, siler og pisker ned i stadig mere syndflodslignende mængder, kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt menneskeslægtens fremtidige liv kan fortsætte i en verden af asfalt og beton.

På den anden side er der ikke ret mange af os, der har lyst til at flytte på landet permanent.  

Derfor bruger byplanlæggere, arkitekter og ingeniører rigtig mange kræfter på at tænke det ekstreme klima med i fremtidens bymiljøer.

Det seneste hjemlige forslag til et bæredygtigt byliv sammen med vandmasserne er et netværk af nedsunkne bassiner og vandrensende planter, der skal lede regnvand midt gennem det indre Nørrebro.

Forslaget, der med veludviklet sans for patos er døbt Nørrebrosjælen, kommer fra landskabsarkitekterne SLA, der har vundet en konkurrence om skybrudssikring på Nørrebro udskrevet af organisationen Nordic Innovation under Nordisk Ministerråd.

Vinderdesignet, der er udviklet i samarbejde mellem tegnestuen SLA og ingeniørfirmaet Rambøll, handler ikke bare om at få vandet af vejen, men om at gøre det til en rekreativ ressource. Derfor løber det i åbne kanaler og bassiner og ikke bare under jorden i kloakker.

“Vores løsning går ud på at skabe en robust bynatur, som både løser det specifikke problem med at håndtere skybrud, sådan at oversvømmelser undgås, og samtidig skaber nye og sammenhængende byrum, der giver alle københavnere stærkere social sammenhængskraft, grønnere og mere naturlige oplevelser og nye kreative muligheder,” udtaler partner i SLA Stig L. Andersson til designsitet Dezeen.

Nørrebrosjælen er imidlertid ikke gratis, projektet kommer med et foreløbigt prisskilt på 140 millioner kroner, og det skal lige godkendes politisk, inden børn og hunde kommer til at kunne plaske rundt i grønvasket regnvand i gaderne.

Hvis det bliver til noget, bliver Hans Tavsens Park forvandlet til et kæmpe bassin med en kapacitet på 18.000 kubikmeter vand af gangen. I tørvejr kan bassinet bruges som sportsbane, men ved voldsom regn skifter det funktion til regnvandsopsamler. Herfra bliver vandet ledt hele vejen gennem Korsgade og ud i Peblingesøen gennem en kanal med enkelte passager, hvor gadens trafikanter kan krydse tørskoet.

Undervejs langs kanalen skal vandet give liv til små, offentlige byhaver.

Nørrebrosjælen menes at erstatte det foreløbig skrinlagte projekt om at genskabe en å ved Åboulevarden.



LÆS OGSÅ: Derfor er arkitekternes tegninger fulde af træer, vandløb og kunstige øer

LÆS OGSÅ: Dyster fremtid for klimaet: Sort is breder sig

LÆS OGSÅ: Dubai skaber verdens første klimakontrollerede by

Se, hvad vi ellers skriver om: Klima og Guide til København