Claus Meyer Agern New York

Claus Meyer Agern New York

Claus Meyers Michelin-restaurant i New York er lukket på ubestemt tid

Men Claus Meyer er ved godt mod.

Michelin-restauranten Agern i New York er pt. lukket pga. en vandskade. Det bekræfter Claus Meyers kommunikationsmedarbejder i New York.

Vandskaden er sket et andet sted i bygningen på Grand Central Terminal, men er gået ud over Claus Meyers restaurant, som derfor er nødsaget til at holde lukket på ubestemt tid.

Det er stadig uafklaret, hvornår restauranten genåbner, fordi skaderne er ved at blive vurderet, og det er derfor for tidligt at sige noget om konsekvenserne, lyder det fra holdet bag restauranten.

Men Claus Meyer er ikke bange for, at de ødelægger den hype, som restauranten har haft siden hans indtog i New York.

“Vi håber på at åbne hurtigst muligt igen. Det er det vigtigste. Vi har fået mange tilkendegivelser fra ‘friends of the house’, trofaste gæster, samarbejdspartnere, organisationer og virksomheder i nabolaget, som vi ser til dagligt, og som har rakt ud til os for at vise deres støtte,” siger Claus Meyer til Euroman.dk.

“Restaurantindustrien er hård, og der er intens konkurrence, men når sådan noget sker, så er newyorkerne fantastiske til at række ud. Det betyder alt.”

Claus Meyer åbnede Agern på Grand Central Terminal i april 2016, mens han blot syv måneder senere blev tildelt en Michelin-stjerne for restauranten. Ligeledes har Agern modtaget gode anmeldelser i flere store amerikanske, fx The New York Times.

Restauranten Agern ligger i forbindelse med Meyers madhal Great Northern Food Hall på Grand Central Terminal, som stadig er intakt efter vandskaden og holder åbent som normalt.

LÆS VORES STORE PORTRÆT AF CLAUS MEYER HER: "Jeg vågner aldrig og føler, at jeg er en fed karl. Det er nok en af grundene til, at jeg hele tiden prøver at gøre noget mere"

LÆS OGSÅ: Kaffe-boss: Disse fem rutiner giver dig bedre kaffe derhjemme

LÆS OGSÅ: Sommelier: "Køb nu bare den billigste vin på kortet"