scroll-down

Claus ”Røde” Christensen har været et ikon på den danske restaurantscene i 46 år: "Jeg stopper først, når jeg begynder at sjuske"

I 28 år stod Claus Christensen, bedre kendt som Røde Claus, over komfuret på Restaurant Gammel Mønt i København K. Men i 2018 valgte han at rykke teltpælene op og åbne restauranten Salon i de gamle Le Sommelier-lokaler på Bredgade. Vi har taget en snak med kokken og kunstelskeren om drømmemåltidet i klitterne, hvorfor han ikke kan fordrage varm peberfrugt, og hvad det kræver at være kok i mere end 46 år.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Santiago de la Vega
Gastro Euroman

Hvad har du altid lyst til at spise?

”Jeg har sgu lyst til at spise mange ting. Men fisk og skaldyr kan jeg altid spise.”

Hvad har været dit livs mest mindeværdige måltid?

”Jeg var på El Bulli 5-6 uger, inden det lukkede. Det var ikke mad, som jeg forstår mad, og de lavede noget, som jeg aldrig nogensinde har arbejdet med. Det havde intet med det klassiske køkken at gøre, og det henrykte mig på en helt speciel måde. Vi fik blandt andet serveret en lille kuvert, hvori der lå et enkelt dehydreret solbær. Da jeg spiste det, mindede det mig om at hoppe og danske rundt i en moden solbærbusk. Duft, smag, det hele var der, og det tog fuldstændig røven på mig. Det var helt ny måde at lave et gastronomisk teater på.”

Hvad har været dit livs værste måltid?

”Da jeg var en lille dreng, lavede min mor, der ikke var en specielt god kok, kyllingelever med rød og grøn peber. Det var simpelthen så forfærdeligt, for det smagte ad helvede til. Jeg kan stadigvæk smage den, og derfor hader jeg alle former for peberfrugter i varm mad.”

Hvad er det bedste måltid, du har fået?

”Restaurant Saison med Erwin Lauterbach på det gamle Hotel Østerport rykkede sgu. Det var altid vildt godt, når man kom der, og jeg var der ofte med min hustru. De onde tunger kalder Lauterbach for kålkongen, men han kan så meget mere. Jeg kan huske, at jeg fik en ret med et lille stykke stegt pighvar med letstuvet hummer på toppen og fintsnittet ratatouille uden peberfrugter, og så var der en Meursault Clos de la Barre fra Comtes Lafon i glasset. Det var mesterligt.”

Hvad er din livret?

”Boller i karry med løse ris og en hjemmelavet chutney. Det har det været, siden jeg var dreng, og nu er det både blevet mine børn og børnebørns favorit. Det bliver lavet ofte.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Køkken, Restauranter i København og Kokke