Restauranter i Florida
Euroman

Restauranter i Florida

Fem farverige smagsoplevelser i Florida

Florida lokker på denne årstid med safirblåt badevand, pansrede sumpreptiler og døgnet-rundt-fester på Miamis South Beach.

Er du en af dem, der har købt billet til solskinsstaten, er der mange muligheder for også at få underholdt ganen undervejs på turen. Det sydlige Florida og Miami i særdeleshed er et centrum for migration.

Det mærkes på gadeplan, men også på gastronomien, der er tilholdssted for skarpe og friske smage fra Caribien og Sydamerika. Og så er der naturligvis masser af frisk fisk og skaldyr på menuen.

Gastro.dk er netop hjemvendt fra USA's sydligste stat og bringer her en dugfrisk håndfuld anbefalelsesværdige smagsoplevelser:

Raffineret mexicansk gadekøkken



Bodega serverer nogle af de lækreste tacos, vi har smagt. Fyldet er originalt og velsmagende og daglige specialiteter afløser hinanden på tavlen. Da vi var forbi, havde køkkenpersonalet for eksempel valgt at fylde deres hjemmelavede majspandekager med fremragende kalvetunge og velsmagende pork belly. Cevichen af guldmakrel var også frisk og aromatisk. Maden er efterspurgt blandt Miamis hippe ungdom, så du kan forvente at stå i kø og måske endda komme til at spise din mad stående, hvis du ikke er så heldig at få et bord. Bagefter kan du danse og spille pool i baglokalets bar.

Rom og oksehaler

10382292044_cac3703d18_o

Miami har mange haitianske tilflyttere, de fleste af dem bosat i den fattige bydel Little Haiti. På det mere mondæne South Beach ligger byens kendteste haitianske restaurant, Tap Tap. Og du skal ikke tage dig af, at hjemmesiden er uinspirerende, for restaurantoplevelsen er en sand sansefest. Både på tallerkenen og i glasset og på de besynderlige, småperverse perlebroderede billeder, der hænger på de kraftigt farvede vægge. Prøv for eksempel en gang møre oksehaler med ris og bønner. Og drik dig snalret i de stærke, tropiske romdrinks. Så kan det være, at du får lyst til at blive og danse til live-orkesteret efterfølgende, selvom saxofonisten spiller temmelig falsk.  

Østers med havudsigt



Vandet omkring Florida Keys, de lavtliggende øer syd for fastlandet, leverer kødfulde østers og spændstige pil selv-rejer. Det kan du nemt komme til at betale overpris for ude i turistede Key West. Men hvis du gør holdt på øen Marathon på køreturen på vejen derud eller tilbage eller begge dele, finder du Keys Fisheries der både er en fiskegrossist og to restauranter på den mellemste Florida Key. Vælg den stråtækte hytte på pæle, hvor du kan sidde i baren og drikke koldt øl, mens du kigger ud over vandet og spiser de friskeste østers, du kan ønske dig, til ingen penge.

Persisk cuisine 



På veskysten af det sydlige Florida ligger Naples smukt i ly af en lille bugt. Ud over en paradisisk bystrand og en god base for udforskning af sumpområdet Everglades byder velhaverbyen også på en sjældenhed i USA: en sofistikeret iransk restaurant, Bah Bah, der serverer lækkert grillet eller braiseret lammekød og delikate granatæble/valnøddehapsere til appetizer. Restauranten har også et fornuftigt vinkort og et udvalg af eksperimenterende martinier til at smøre ganen og talegaverne med. Prøv for eksempel den med safran, vodka og citrongræs. Sød betjening.
 
Cubansk espresso og sukkerørssaft



Little Havana i Miami har fået sit navn efter sine mange eksilcubanere. Bydelens hovedtrafikåre og centrum hedder Calle Ocho (SW 8th Str.), som man kan bruge sin lørdag på at spadsere op og ned ad, mens man kigger på selvbevidste cubanske hombres med stilige skjorter og cigar i mundvigen. Et godt sted at gøre holdt er frugtboden Los Piñarenos. Her serverer en gråhåret kvinde en lille, stærk og sød kop kaffe, en cafe cubano (du kan godt undgå sukker, men kun hvis du spørger), mens hendes sønner gerne underholder på mere eller mindre velfungerende engelsk om deres planter i baggården og deres had til det kommunistiske styre på det Cuba, som familien flygtede fra. Prøv også en af de mange frisklavede frugtjuicer, for eksempel en skønt læskende sukkerrørssaft med ananas og lime.

LÆS OGSÅ: Se hvordan de brygger kaffe på Københavns toprestauranter

LÆS OGSÅ: 5 unikke London-restauranter

LÆS OGSÅ: Billedkunstner John Kørner viser vej til sine yndlingssteder i New York