Den er opkaldt efter en diamant. Og tiltænkt livets stjernestunder. Men på det seneste er den blevet trukket gennem sølet.

Blumond, en blå mousserende vin, har lagt etiket til en grundig tilsvining, efter at firmaet bag annoncerede, at de lancerer den på det sicilianske marked i løbet af maj.

Angiveligt er det en pæn succes på det kinesiske og amerikanske marked, der har fået det toscanske vinfirma Fratelli Saraceni til at tro på, at der også var købere til deres blå vin i hjemlandet.

Foreløbig rynker vinkenderne på næsen.

”Det er simpelthen en fornærmelse mod vores vintradition,” siger Wladimiro Gobbo, et medlem af Italiens sommerlierforening til Daily Mail.

Blumond er et blandingsprodukt fremstillet af prosecco, blå Curaçao (citruslikør) og ferskensaft, der ifølge en repræsentant for firmaet er velegnet til de helt enestående oplevelser, ”der kalder på noget ekstavagant boblende.”

Og det budskab har de taget til sig i både Kina, hvor Blumond er blevet drukket ved bryllupper, og i USA og Australien, hvor produktet har omsat for i alt 7 millioner kroner. Måske skyldes succesen, at drikkens lave alkoholstyrke og sødlige smag gør den let sat skylle ned.

Men ifølge italienske vinfolk er det netop dét, der er problemet med den.

”Det er skammeligt. Det her er ikke vin, men farvede væsker, fordummede hybrider fortyndet med vand,” siger Wladimiro Gobbo, der mener at vinen med sine 7 procents alkohol er for svag til at blive kaldt en vin.

Fabio Lantieri de Paratico, medstifter af et konsortium, der beskytter vine fra Franciacorta, et af de mest anerkendte prosecco-producerende territorier, kalder Blumond for den slags ting, der ”ikke hører hjemme i vores verden. De er bare modediller.”

Lige gyldig, hvad eksperterne måtte mene om blå prosecco, så tror Fratelli Saraceni på deres produkt. Efter lanceringen på Sicilien kommer turen til storbyerne Rom og Milano. Og også det engelske marked bliver en god indtjeningskilde, mener firmarepræsentant Matteo Saraceni:

”Angelsaksere er mere åbne over for det innovative og det utraditionelle, når de drikker, end italienerne er. De kan lide at eksperimentere. De elsker at fejre store begivenheder, og de har en svaghed for bryllupskoncepter.”

Du kan bestille Blumond hjem her, hvis du tør skille dig ud fra mængden.