Kate Kamil har drevet kendt spisested i 36 år. Hun har ét simpelt madlavningstip, du nemt kan bruge derhjemme: ”Brun dine løg 70 procent mere, end du tror”

Efter 36 år har Kate’s Joint både overlevet Nørrebros gentrificering og restaurantscenens rasende udvikling i København. Nu udgiver Kate Kamil for første gang en kogebog, der samler familieopskrifter og grønne hverdagsretter fra det indiske køkken, hvor bælgfrugter og grøntsager er i centrum.

Offentliggjort

I 1990 SLOG Kate’s Joint dørene op i Blågårdsgade på Nørrebro i København. Kate Kamil var kun 18 år gammel, da hun åbnede restauranten og var lige blevet færdig på Teknisk Skole. Det var egentlig meningen, at hun skulle tage den læreplads, hun havde fået. Men idéen om at åbne sit eget sted, fik hun fra sin mor.

”Min mor havde to-tre jobs og en række forretninger ved siden af: en butik i Frederiksborggade, hvor hun syede og solgte tøj – og importerede alle mulige hippieting fra Indien. Nogle butikker på Jagtvej og et par grillbarer,” fortæller Kate Kamil, der blev født i New Dehli i Indien i 1971. 

Dengang var Indien ”sindssygt fattigt – og er det såmænd stadig,” som hun siger, og derfor var der mange, der emigrerede. Hendes onkel boede i England og hendes moster i Danmark, og da hun var to et halvt år, flyttede hun med sin mor og mormor til København. Hendes mor ville væk fra hendes far, og det var nemmere at flytte til et andet land end at blive skilt. 

I lokalet i Blågårdsgade 12 havde hendes mor Blågårdsgrillen. Men da hun var ude for en ulykke, overdrog hun lokalet til Kate og hendes søster.