I 36 år har Kate drevet en indisk restaurant på Nørrebro: ”Vi skal ikke hele tiden skal være smartere. Det er nok en af grundene til vores succes”

JEG ER FØDT i New Dehli, Indien, i 1971. Dengang var Indien sindssygt fattigt – og er det såmænd stadig – så der var mange, der emigrerede. 

Min onkel boede i England og min moster i Danmark, og da jeg var 2,5 år, flyttede min mor, mormor og jeg også til København. Min mor ville væk fra min far, og det var nemmere at flytte til et andet land end at blive skilt.

DEN FØRSTE BØLGE af indvandrer herhjemme var meget sultne efter at arbejde. Det var så ekstremt det, de kom fra, så det var meget naturligt at kaste sig ud i at åbne forretninger. 

Min mor var sådan en typisk indvandrer. Hun havde to-tre jobs og en række forretninger ved siden af: En butik i Frederiksborggade, hvor hun syede og solgte tøj – og importerede alle mulige hippieting fra Indien. Nogle butikker på Jagtvej og et par grillbarer.

HER I LOKALET havde min mor Blågårdsgrillen. Men efter hun var ude for en ulykke, overdrog hun lokalet til mig og min søster. Vi gik og drømte om, hvad vi skulle med vores liv, og var meget på bar bund. Så vi begyndte at renovere lokalet med nogle venner. Vi var helt håbløse, og det tog over et år, før vi var færdige.

I 1990 ÅBNEDE Kate’s Joint. Jeg var kun 18 år gammel og var lige blevet færdig på Teknisk Skole. Egentlig havde jeg fået en læreplads, som det var meningen, at jeg skulle tage. Men idéen om, at jeg kunne åbne mit eget sted, havde jeg fra min mor.

I starten havde vi kun tre kakkelborde og nogle stole, jeg havde hentet i Butik Pjot (gammel antikforretning, der lå på Nansensgade, red.). Samt et sofahjørne med et lille fjernsyn, så vi kunne se ’Twin Peaks’ hver søndag.

JEG KUNNE IKKE lave mad og troede, vi skulle servere det samme som caféerne inde i byen. Clubsandwich, hønsesalat, pasta med flødesauce og kalkun og sådan nogle underlige ting. Men da der begyndte at komme gæster, undrede de sig over menuen, når de hørte, hvor vi kom fra. Så jeg fik min mor og mormor til at komme og vise mig forskellige teknikker og indiske retter.

JEG VOKSEDE OP med god mad. Min mormor var hjemmegående, og hver dag, når jeg kom hjem fra skole, havde hun lavet de vildeste frokoster. Og til aftensmad kunne jeg bestille, lige hvad jeg havde lyst til. Hun havde engang været ung pige i huset hos nogle af de royale familier i Nordindien, og der lærte hun et virkelig vildt køkken.

Men på Kate’s Joint havde jeg ikke lyst til, at menuen skulle være komplet indisk. Det var mere spændende med alt det indiske mad, der trak tråde til Afrika, Caribien og Malaysia, synes jeg. Der er mange immigranter fra Indien i de områder, så jeg prøvede at samle det indiske diaspora-køkken.

FOR 10 ÅR SIDEN ændrede vi menuen til primært at være indisk og malaysisk. De to køkkener er stadig meget tæt knyttede. Da vi åbnede, kunne man ikke få noget, der lignede et afrikansk eller caribisk måltid i København. Det kan man nu. Så jeg syntes, at det var oplagt at overlade det til dem og fokusere på vores køkken.

FOLK HAR OFTE en forventning om, at alt indisk mad skal være ligesom butter chicken – hvilket vi ikke har. Indisk mad er forholdsvis sundt, og butter chicken er nok noget af det mest usunde, du kan putte i din krop. Det har givet det indiske køkken et dårligt ry, og jeg vil ikke være med til at lave det.

Jeg ser ikke Kate’s Joint som et restaurantkøkken. Vi laver home cooking. Mad der ikke er overfedtet, som er lidt grovere, men meget sundere. Måske laver vi lidt for krydret mad til mange. Men der er alt for mange, der laver for lidt krydret mad. Det skal man ikke rette ind efter. Så må man spise en anden indisk ret, der passer bedre til ens smagsløg.

MIN MORMORS DHAL, som hun lærte mig at lave, er den ret, vi har haft på menuen i længst tid. Vi må have langet mange tons af den ud igennem årene. Tricket til en god dhal er ikke at putte så mange grøntsager i, som man tror. Faktisk bør man lade helt være og spise dem ved siden af.

De fleste danske dhal-opskrifter starter desuden med at stege løg og hvidløg af, hvorefter linserne tilsættes. I Nordindien gør man det omvendt: Vi koger først linserne med krydderier og laver så en krydret olie med brunede løg, hvidløg og ingefær, som vi hælder udover. Så holder den også op med at have den der ’Hare-Krishna’-smag. Altså den kogte smag af kollektiv.

BLÅGÅRDSGADE HAR NOK altid været hipt, fordi her var råt. Det er det stadig på en måde. Og selvom vi alle hader det røde boligbyggeri, der ligger rundt omkring, er det nok også med til, at gentrificeringen ikke bliver total i det her kvarter. Der ryger lidt sjæl, når alting bliver pudset og forfinet.

Da jeg kom her som barn, var Blågårdsgade en rigtig handelsgade. Her lå ikke andre restauranter, men en smykkehandler, et ligkistemagasin, et solcenter og en tæppeforretning overfor. Rammemageren har været her lige siden. 

I dag skifter stederne hurtigt. Folk er i gamet et par år, indtil de finder ud af, det er for hårdt. Det gør desværre, at man bliver lidt mere ligeglad og ikke gider bruge så meget tid på at lære naboforretningerne at kende.

DE FLESTE AF mine dage starter jeg med at feje cigaretskodder op. Jeg hader dem. Jeg kører ikke service længere, men er her i dagtimerne fire-fem gange om ugen. Så forsøger jeg at sammensætte en menu for den kommende tid sammen med kokken. Jeg har én ansat på fuldtid. 

Og så snakker jeg med Ramazan, der står for at preppe. Han er egentlig kurdisk tyrker, men er blevet sindssygt god til at lave de indiske retter. Man kan ikke lave curries, når man skal servere dem. De skal laves tidligere, og i virkeligheden smager de bedst dagen efter.

DET BEDSTE ER at komme herned og snakke med dem, jeg kender i gaden. Jeg har kendt flere af dem i rigtig mange år. Forleden snakkede jeg med en dame, der bor lige herovre. Hun havde brækket benet og ikke været her i to måneder. Pludselig gik det op for mig, at jeg har været vant til at se hende nærmest hver dag i den tid, jeg har haft restauranten.

TYPEMÆSSIGT ER DET stadig den kreative, fattigere middelklasse, der kommer her. Dem, der stadig kæmper. Ha, ha. Der kommer også mange, der rejser til Indien og godt kan lide curries. De lokale fra nabolaget og helt vildt mange briter, både herboende og turister.

Det, der har ændret sig mest, er, at der er kommet en stor herboende indisk befolkning. Det kan vi se på vores bookinger. Og det er altså en stor cadeau, at de gider komme her.

AT VI ER konstante og ikke hele tiden skal være smartere, er nok en af grundene til vores succes. Jeg er selv et vanemenneske og bliver vildt irritereret, når jeg ikke kan få det, jeg regner med. 

Samtidig er vi varierede. Vi tiltaler både mange vegetarer, folk, der spiser kød, og dem, der spiser sammen. Man får ikke en plantebøf hos os, men noget lidt mere personligt, som ikke er pakket ind i marketing. 

Det er jo ikke et flot sted det her. Når man træder ind, er det ligesom at træde ind i en stue. Men folk slapper af og tænker måske ikke så meget over, at de er ude.

Min veninde Helen (Dohlmann, red.), der har en danseskole, spurgte en dag: ’Kate, ved du godt, at vi ovre på skolen er oppe på tredje generation af gæster på din restaurant?’ Det må jo betyde, at de gæster, der har været her siden starten, stadig fortæller deres børn og børnebørn, at de skal tage ned på Kate’s Joint.