En gammel 00’er-detalje er tilbage: Frem med underdrengene, drenge

De synlige boxershorts blevet en af herremodens mest iøjnefaldende detaljer i år.

Justin Bieber optræder foran fans iført underbukser, shorts og bar overkrop.
Justin Bieber optræder i New York i juli 2026.
Offentliggjort

DER FINDES EN særlig bevægelse, de fleste mænd har foretaget tusindvis af gange uden nødvendigvis at tænke over det. 

Man rejser sig. Mærker et lille træk omkring lænden. Griber fat i buksekanten og hiver den op over de underbukser, der i mellemtiden har sneget sig til syne.

Det kan du godt begynde at lade være med.

I hvert fald, hvis man skal tro dette års store herreshows, hvor dessinet synes at være klart: Frem med underdrengene!

Kvindemoden har været der et stykke tid. Herreboxeren har de seneste år bevæget sig fra undertøjsskuffen og ind i kvindegarderoben, hvor den er blevet båret synligt under lavtaljede bukser, stikkende ud under nederdele eller simpelthen båret som shorts. 

Nu synes herremoden så at have fået øjnene op for sine egne underbukser igen.

Willy Chavarria.
Saint Laurent.

VOGUE UDPEGEDE EFTER Spring 2027-showene ligefrem ’The Visible Boxer’ som en af sæsonens 12 største herretendenser. 

Boxershorts stak op over buksekanten igen og igen på diverse catwalks: Hos Willy Chavarria blev de trukket så højt op over både jeans-, shorts- og habitbuksekanter, at der opstod en ekstra linning omkring livet. 

I enkelte looks blev der sågar lagt ét par boxershorts oven på et andet. Ja, skjorten blev faktisk også stukket ned i underbukserne og sat sammen med jakkesæt flere gange, bare hvis man var i tvivl om underbuksernes vigtighed.

Det er selvfølgelig ikke første gang, verden skal se mænds underbukser. I 1990’erne og 00’erne gjorde hiphoppen – og senere popdrengene – de lavthængende bukser og den synlige boxerlinning til uniform, og siden har moden med jævne mellemrum hevet bukserne ned igen (denne skribent døjer selv med en dårlig venstre hofte som følge af for mange år med for meget hængerøv).

Men forskellen er, at underbukserne denne gang ikke bare bliver afsløret. De bliver stylet.

DET BLEV YDERLIGERE understreget hos Tom Ford under modeugen i Paris i starten af oktober. Haider Ackermann sendte modeller ned ad catwalken med blåstribede boxershorts trukket højt op over hvide bukser og jeans. 

Og da antydning åbenbart ikke længere var nok, kom en model gående i brun strik, sorte loafers og et par meget små, meget lyserøde trusser. 

Tom Ford.
Tom Ford.

Herhjemme er bevægelsen mindre ekstrem, men ikke svær at få øje på. Tekla var med til at bryde intim- og privatsfæren ved at gøre pyjamassen til noget, man uden videre kunne forlade soveværelset i. 

Nu synes danske Fichi at ville gøre noget lignende med underbukserne. Mærket behandler dem ikke længere bare som noget, der skal gemmes væk under resten af garderoben, men som en synlig del af påklædningen.

DER ER OGSÅ en ganske simpel stylingmæssig forklaring på begejstringen. Den synlige boxer giver et ekstra lag at arbejde med. En blå stribe over et par hvide bukser. En rød linning mellem jeans og T-shirt. Tern, striber eller farve, hvor der ellers ikke ville have været noget. Underbukserne er kort sagt blevet endnu en mulighed for at få lidt spræl ind i garderoben.

Der er selvfølgelig grader af synlighed.

De lyserøde trusser kan man indtil videre lade hænge på bøjlen, hvis de virker lige lovlig friske. Et par centimeter boxer over buksekanten er rigeligt.