Mads Bøttger knyttede sine hænder og bøjede hovedet frem mod dem i triumf. Han sad nede på stolerækkerne i Vasateatern i Stockholm en februar-dag i 2017. I dette øjeblik skete det, der før bare var en fjern og umulig drøm. Noget, han var kommet til at sige nærmest i kådhed for mere end 10 år siden, var blevet til virkelighed. På scenen nogle meter foran ham gik hans køkkenchef, Claus Henriksen, lidt kejtet og tøvende frem mod mikrofonen for at modtage en lille buttet hvid figur og den eftertragtede røde restaurantguide. Gastronomiens Oscar, en michelinstjerne, var landet i et køkken ude på de vestsjællandske marker langt fra hovedstaden, nordvest for Holbæk. Et tidligere nedslidt og henslumrende hvidt borglignende slot ved Draget var i dag sat på det gastronomiske verdenskort.

Nu sidder vi så her i slottets bistro godt to år senere. Fra vinduet i restauranten er der kig ud mod den barokagtige urtehave. Her kan gæsterne få en mere stoflig og autentisk fornemmelse af, hvad det er, de sidder og putter i munden. Mod nordvest bruser Kattegat ind i Sejerøbugten.