I lighed med resten af restaurationsbranchen har hverdagen på verdens officielt næstbedste restaurant, Noma, været vendt op og ned siden coronaens indtog i Danmark. Med effektueringen af fase 2-genåbningen kan René Redzepi og hans hold dog åbne igen på torsdag den 21. maj kl. 13. Det er dog ikke det Noma, vi kender, der slår dørene op for de gastro-entusiastiske gæster.

Indtil det ”gamle” Noma vender tilbage, kan man opleve restauraten i noget mere uformelle rammer i de smukke omgivelser på Refshaleøen. Noma vil i første omgang fungere som en udendørs vinbar med vin og burgere i et prisleje, hvor de fleste kan være med. Både drivhuse og Nomas omfattende køkkenhave bliver til udendørs serveringsområde, så der bør være plads til over 100 burgersultne gæster ad gangen, forsikrer René Redzepi til Politiken. Der er sågar ingen reservationer, man dropper blot forbi.