Norrlyst-koncernen har siden åbningen af Restaurant Norrlyst i 2019 indtaget den københavnske restaurantscene med manér, og de åbner nu deres sjette restaurant, Gabrielle, i det indre København. Det sker i en fredet bygning på Vestergade 3, hvor der i bedste franske bistro-stil er dækket op med små, runde borde, hvide duge og langstilkede glas. Dejlig dekadent.

Og så alligevel. For Norrlyst-koncernen er kendt for at tilbyde deres gæster gastronomi af høj kvalitet til en overkommelig pris. Dette har blandt andet kastet en Bib-Gourmand af sig til Restaurant Norrlyst – en udmærkelse, Michelin-guiden giver til restauranter med særlig god value for money, og som kun 15 restauranter i Danmark kan bryste sig af.