Forever young? Vi lider af et kollektivt tilfælde af aldersdysfori
Alder er ikke, hvad det har været, når ingen rigtig føler sig hjemme i tallet på dåbsattesten, og vi alle flekser frit mellem at leve som uforpligtede børn, ansvarsbevidste voksne og rebelske teenagere uden at følge den kronologi, som tidligere definerede et livs manuskript. Men hvad gør vi ved os selv og hinanden, når vi ikke længere accepterer, at alder også er biologi i en verden, hvor ingen i øvrigt gider at være gamle? Vi ser nærmere på fænomenet aldersdysfori.
HVOR GAMMEL ER du? Det ligner et enkelt spørgsmål. Næsten uskyldigt. Sådan ét, børn stiller hinanden. Men faktisk har det sjældent været mere ladet med ambivalens og svære følelser, og desuden vanskeligere at besvare, for alder er ikke længere, hvad det har været.
Den vante, lineære forståelse af et ganske almindeligt livsforløb er splintret til atomer, og der er opstået et sælsomt misforhold mellem den alder, de fleste af os lever, og den alder, vi rent faktisk har.
Det mener blandt andre den 28-årige journalist Letty Cole, hvis nylige essay ’Why Do We All Have Age Dysmorphia Now?’ i amerikansk Vogue har optrådt som en algoritmisk stalker i mit feed – i øvrigt klemt inde mellem nuttede babyvideoer og reklamer for collagenpulver, selvhjælpsråd fra veltrænede agefluencers og tilbud om alt fra formuerådgivning til studieboliger.
For jeg er åbenbart bulls eye i målgruppen for aldersskizofren markedsføring, hvilket gør mig til lige præcis dét, den amerikanske journalist beskriver: en kvinde i sin bedste alder med et lettere forvirret forhold til tallet på sin dåbsattest.
