Jeg har altid været den useriøse lillesøster, der skulle skabe sig. Jeg sagde altid: ’hvad med mig?’, fordi jeg var bange for at blive overset. Måske er det derfor jeg blev skuespiller. Jeg tror, at mange kunstnere søger evig anerkendelse.
Jeg voksede op som de heldige børn i Farum under Brixtofte. Vi fik store stationære PC’er gratis, og pensionisterne blev sendt på charterferier. Det var den gode tid.
Dengang Nokia-telefonerne lige havde fået kamera, lavede min veninde Tine og jeg alle mulige underlige film. Jeg husker en karakter, der hed ’Den hvide mand.’ En af os tog en hvid maske og en hvid dunjakke på og gik rundt på Strøget og forskrækkede folk ved at råbe ’DEN HVIDE MAND.’ Generelt havde man sygt dårligt humor dengang.
Da jeg begyndte at lave satire, fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle være den skøreste eller den vildeste. Enhver kan få en vild ide, men det er de færreste, der kan udføre den. Jeg har fundet ud af, hvor meget der ligger i at kunne gå fra ide til det færdige produkt.
Jeg griner meget af andre, og jeg elsker, hvis andre kager sig ud i en eller anden pinlig situation, så jeg kan sidde og suge til mig på afstand. Men jeg er også begyndt selv at nyde at være i dem. Fra jeg var helt lille, har jeg elsket at være ’puppet master’ og skubbe folk ud i nogle situationer, så jeg kunne side og nyde folk være på skideren.
Jeg har fundet ud af, at der er en mangelvare af skuespillere, der laver god og skarp satire. Den slags satire, jeg kan lide, handler om ægte mennesker og de ægte situationer, hvor man kan krumme tæer.Det er sjovere end jokes.
Min observationsevne og min timing er noget, jeg hiver fra skuespillet. Nærmest alt jeg har lavet, er taget fra observationer. Jo ældre jeg er blevet, jo mere nyder jeg de akavede, pinlige situationer, som jeg var ved at dø over, da jeg var teenager.
Når jeg er i de situationer, er det guld for de kommende serier eller sketches, jeg skal lave. Jeg lavede på et tidspunkt en serie om nogle veninder, hvor jeg midt under samtalen talte ud til kameraet og fortalte, hvad jeg virkelig mente om det, de snakkede om. Den er totalt taget fra nogle forfærdelige kvindesamtaler, jeg har været vidne til.
Min dårligste vane er, at jeg er virkelig skadefro. Jeg griner rigtig meget, når andre kommer til skade, og mine venner hader mig for det. Når der er en, der falder og brækker kravebenet, så har jeg seriøst været ved at dø af grin. Jeg må jo ikke, fordi det er forfærdeligt, at min veninde ligger og græder, men jeg kan ikke stoppe det.
Jeg har lige lavet en miniserie, der hedder ’Jaloux’, der handler om en voksen kvinde, der er jaloux på et barn. Den er bygget på min venindes niece på fire år, der er vildt forelsket i min venindes kæreste. Vi gik og jokede med, at de havde en affære bag hendes ryg, når de var alene hjemme. Det endte med, at jeg tog historien, fordi den er så absurd.
Jeg elsker at stikke til kvinder. Det er ikke, fordi jeg er på drengenes hold, men fordi jeg ikke synes, at der skal tages hensyn. Der skal kunne laves grin med det hele. Også med terror. Det skal så bare laves ordentligt.
Jeg er en person, der roder sig ud i pinlige ting, fordi jeg taler, før jeg tænker. Det har jeg været siden, jeg var helt lille. Det har tit sat mig i situationer, hvor jeg har dummet mig. Men så finder man også ud af, at man ikke dør af at være i de her situationer.
Der er virkelig mange sjove kvinder, der ikke laver satire. De er bare sjove privat og kaster sig ikke ud i det.
Folk er mega likeable, når de dummer sig. Der er jo ikke noget mere kedeligt end mennesker, der går så forsigtigt, at de aldrig roder sig ud i noget. Det gælder både i virkeligheden og i fiktionen. De mennesker vi kan lide at omgås, eller de hovedpersoner vi kan lide at følge, skal være fulde af fejl.
LÆS OGSÅ: 10 sønderjyske vendinger, som alle burde bruge
LÆS OGSÅ: Twitter-profil viser alle de dystre arkivbilleder, du ikke vidste fandtes
