PÅ HERVÉ TOURES TEENAGEVÆRELSE i Slagelse kunne man ikke se væggene for bare plakater. Der hang plakater af hans yndlingsfodboldspillere (Romário, Edgar Davids, Ronaldo m.fl.); plakater af fodboldhold, der liner op for fotograferne inden en kamp; plakater af store skuespillere (Denzel Washington, Eddie Murphy, Will Smith); og så var der også plakater af kvinder, han bare syntes, så brandgodt ud (Halle Berry, Mýa, Destiny’s Child).

Hervé drømte om at blive til noget i det store udland. Ikke, fordi han var utilfreds med, hvor han var. For selv om han havde levet en omskiftelig tilværelse, siden han som helt lille dreng var kommet til Danmark fra Elfenbenskysten sammen med sin onkel, havde det ingenlunde ansporet utilfredshed eller rodløshed hos den unge gut. Han følte sig tryg, elsket og afholdt.

Men han drømte alligevel om at slå vingerne ud og flyve afsted. Og han var ikke bleg for at lufte sine ambitioner, selv om det ikke altid vakte udelt begejstring hos folk omkring ham.

I mange år var det et liv som professionel fodboldspiller, der trak. Hvilket han også formåede at leve af i en årrække. Ved siden begyndte han også at skrive lyrik og lave musik. Og så, lidt tilfældigt, dumpede han ind i skuespilfaget.

Nu er han – i en alder af 36 år – klar til at indtage, ikke udlandet, men et af det danske lands fineste scener, nemlig Det Kongelige Teater, når han fra den 25. marts spiller med i maratonforestillingen ’Arven’.

”Det er faktisk mest fra andre, jeg hører, hvor vildt det er, at jeg skal spille på Det Kongelige,” siger Hervé Toure og smiler. En rivende skarp vintersol står lavt ind over Islands Brygge (hvor han også engang har boet) og slår skygger op ad facader og hen ad veje. Han har helt rolige, næsten dovne, brune øjne og vertikalt trimmet hår.

”Men det er noget, jeg er enormt stolt og taknemmelig over.”