scroll-down

“Når man starter en startup, skal man være villig til at ligne en idiot rigtig længe”

Martin Permin droppede at følge flokken og de fem år på universitetet og blev i stedet for ansat hos AirBnB som 18-årig. I dag står han bag mentorvirksomheden Pelion, der arbejder for, at flere unge kan følge samme karrierevej som ham.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Karriere Euroman

Hvad er din bedste vane?

“Når jeg læser eller ser noget spændende, skriver jeg næsten altid til personen, der har lavet det, for at sige tak og stille spørgsmål. Det gør jeg flere gange om ugen, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor godt det er givet ud. Alle har en eller anden idé om, at fagpersoner ikke gider at læse mails fra “menige” mennesker, men det er simpelthen ikke rigtigt. Hvis du stiller din yndlingsforfatter nogle interessante spørgsmål over mail, så er jeg sikker på, at han svarer dig i morgen. Vi undervurderer, hvor let det er at få adgang til vores helte, og det er en skam.”

Hvad er din værste vane?

“Jeg har en tendens til at overvurdere, hvor meget folk ved om lige præcis de emner, jeg ved noget om. Jeg forbruger virkelig meget information, og det er der andre, som ikke gør i lige så høj grad, og derfor er overlappet bare sjældent så stort, som jeg nogle gange tror, at det er. Det er en enorm ineffektiv måde at kommunikere på og en enorm effektiv måde at fremmedgøre andre mennesker, så det har jeg arbejdet meget på i år.

Derudover er jeg dårlig til at være næstbedst, og det er virkelig noget, jeg prøver at vende mig af med, for det er et elendigt personlighedstræk at have. Det gør jo blandt andet, at jeg er dårlig til at prøve nye ting, fordi jeg ikke kan finde ud af det.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Los Angeles, Tech og Iværksætter