"Du kan ikke overhale 15 biler i solskin. Men det kan du i regnvejr.” Det var et citat, jeg fandt tilbage i marts eller april fra den nu afdøde racerkører Ayrton Senna. Og det har vist sig at passe ret godt på os. Hos Founders, hvor jeg er partner, har vi været involveret i opstarten af seks virksomheder i 2020. Det er lidt flere end vores faste mål om bygge fire virksomheder hvert år.

Det går egentlig meget godt. Digitale produkter, som vi er stærke i, har nogle klare fordele i situationer som den, vi befinder os i lige nu. Vores typer af virksomheder er vant til at arbejde i et felt, hvor man udfordrer status quo. Et eksempel på det er Kontist, en tysk neo-bank som eksisterer primært for freelancere for at hjælpe med økonomi, skat og moms, og som var lynhurtige til at oprette en corona-hotline, hvor alle freelancere kunne ringe ind for at høre om hjælpepakker. Det høje serviceniveau og evnen til at reagere hurtigt betød, at deres kundeindtag steg markant i de måneder, corona udviklede sig.