Selvfølgelig er der altid et eller andet, som man overser. For serieverden bugner simpelthen med slagtilbud om serier, der stikker i alle retninger, for kun 79 kroner om måneden – pr. streamingtjeneste, naturligvis. Nogle gange oplever man, at en serie lanceres og får gode anmeldelser, men alligevel ikke rigtig slår bredt igennem.

Hvad dette skyldes, er svært at sige. Men et ganske habilt bud er, at mange gode serier simpelthen trasker ned ad glemslens boulevard, fordi noget endnu mere nyt og endnu mere hypet kommer stormende ind fra højre og tiltrækker sig al opmærksomhed.

Et andet argument kan være, at vi ’streamere’ får mindre og mindre tålmodighed. For stort set alle tal, der kommer ud fra HBO, Netflix, Amazon og så videre i disse år, viser, at vi ikke behøver at se en halv sæson af en serie, for at finde ud af, om den er noget for os. Hvis vi ikke er ramt af det første afsnit, rykker vi bare videre til den næste serie.

Dette kan uden tvivl være grunden til, at nogle af de mest anderledes serier de senere år har levet en ganske stille tilværelse. Her er syv af slagsen, som alle har mere end bare lidt at byde på. Især hvis man giver sig tid til at flyde ind i deres univers, humor eller fornemmelser for verden, som et sted, der er ret meget mere afvigende, end de fleste forestiller sig.

Love

Det er mest af alt skabelonen, der er noget i vejen med her. I hvert fald hvis man skal indfange et kæmpemæssigt publikum hurtigt. For ’Love’ var tidligere i år én af de mest forventningsmødte komedieserier meget længe, og anmeldelserne var da også gode. Imidlertid er grinene i serien bare ikke så nemme.

Fortællingen om et umage par, der mødes under mærkelige omstændigheder i Los Angeles, er nemlig fortalt med lige dele underspillet drama og overtonede morskabssekvenser, og det efterlader et indtryk af ’Love’ som en serie, der ganske enkelt ikke er lige til.

Men holder man fast i mesterhumorist Judd Apatows (’Trainwreck’ og ’This Is 40’) serie, så får man ikke bare underholdning for pengene – man får også en serieoplevelse, der tør stille spørgsmål ved, hvad kærlighed overhovedet kan bruges til.

Kan streames på Netflix

The Knick

Kan man se åbningsscenen i ’The Knick’ uden at få det fysisk dårligt, så er man helt klar til de strabadser, som serien sender én ud på. Igennem nu to sæsoner har et lægehold i New York City i begyndelsen af 1900-tallet foretaget medicinske eksperimenter, der er så brutale og splatterfilmslignende, at man næsten ikke tror sine egne bingewatcher-øjne.

Men imellem disse vanvittige (og ofte ubegribeligt smukke) billeder, findes der et menneskeligt drama med mesterlige Clive Owen i centrum. Alt i serien er så fortættet, smerteligt og velkomponeret, at man ikke kan andet end bare sidde klinet til skærmen og følge fortællingens detaljerigdom på allernærmeste hold.

Manden bag det hele – Steven Soderbergh – tør udfordre de gængse normer for, hvordan man fortæller en historie. ’The Knick’ er bestemt ikke noget for alle, men den er udfordrende og velkomponeret.

Kan streames på HBO Nordic

The Girlfriend Experience

Og nu vi er ved Soderbergh – der som kun 26-årig vandt Den Gyldne Palme i Cannes med ’Sex, løgn og video’ – ja, så er hans nyeste serie faktisk i samme kategori som ’The Knick’. Også selvom den er noget helt andet.

For ’The Girlfriend Experience’ er nemlig også sådan en oplevelse, man lige skal finde ind i for helt at forstå, hvor helstøbt den er. Serien har sex som omdrejningspunkt, og det er bestemt ikke sådan noget Hollywood-sex, der skal få seerne til at blive småliderlige.

Nej, sexen her er både smuk, rusten, gal, ubehagelig og pirrende, men konstant med det formål, at beskrive den moderne verdens mest uholdbare bagside. Vi følger den unge Christine, der er ved at skabe sig en karriere som advokat, men som om natten er luksusluder.

Det kan lyde klichéfyldt, men stille og roligt opdager vi, at Christine faktisk kan bruge sin lagengymnastik til noget andet end først antaget. ’The Girlfriend Experience’ fik flotte anmeldelser, men seerne har svigtet den lidt. Det er helt igennem ufortjent.

Kan streames på C More

Preacher

Sydstatsromantik møder noget religiøst møder et tegneserieunivers møder en masse spørgsmål. For ja, man kan sige meget om ’Preacher’, men det er svært at sige helt konkret, hvad serien handler om. For her er både drama og glimt i øjet. Både vanvid og jordbundenhed. Både følelser og splat.

I centrum storspiller Dominic Cooper (’Need for Speed’) som en alkoholinteresseret præst, der er ude på en mission om en bedre verden, men som indhentes af sin voldelige fortid, der måske også er hans fremtid. ’Preacher’ er i sine bedste øjeblikke fuldstændig forrygende, mens den i sine værste er så klichétung, at de fleste formentlig vil stå af.

Men lad være med det, for der ligger store oplevelser længere inde i første sæson og venter. Og de mange spørgsmål bliver man ved med at stille, hvilket i sig selv er ret befriende i en film- og serieverden, der normalt udpensler, hvad man skal mene.

Kan streames på Viaplay

You’re the Worst

Den her serie har et så irriterende første afsnit, at man formentlig har lyst til at slukke. Men kan det virkelig passe? Kan man virkelig være så irriterende? Ja, det kan de selvcentrerede hovedpersoner, men der viser sig at være en grund til det, og det bliver efterhånden både charmerende, underligt og udfordrende at følge dem.

For hvornår har man egentlig sidst set noget, hvor man ikke rigtig har nogen at holde med? Det er i sig selv en bedrift, at fortælle en historie om to mennesker, der på mange måder virker som et ligegyldigt engangsknald, men som med tiden vokser sig til et (u)sundt forhold.

På samme måde vokser serien stille og roligt, og vi lærer personerne at kende i takt med, at de netop gør det samme. Og så er det for resten en virkelig, virkelig sjov serie, hvor birollerne har komisk timing og præcision ud over det sædvanlige.

Kan streames på Netflix

Power

Det her er en serie for øjnene. For man skal kunne se ud over, at dialogen ikke altid er helt god, ligesom at man ikke skal langt ud i birollerne, førend skuespillet halter. Men det opvejes simpelthen af produktionen.

or ’Power’ er en serie, der ikke kan andet end at fascinere, hvis man bare skal slappe af efter en lang dag eller har brug for noget rigtig tømmermænds-tv. Serien er nærmest gået under radaren herhjemme – måske fordi de danske anmeldere var mere utilfredse med løjerne end de amerikanske kollegaer.

Herhjemme mente mange nemlig, at hovedkonflikten i ’Power’ var for tynd i fortællingen om en kriminel natklubejer, der forsøger at lægge sine gangstermetoder bag sig. Men, men, men… Historien er selvfølgelig ret ligetil, men de æggende noir-billeder og det præcist skildrede nattehøg-univers er simpelthen vanedannende underholdende.

Kan streames på C More


Quarry

En plaget mand og et roligt kamera. Sådan kan man på sin vis opsummere denne fortælling om Mac Comway, der i 1972 vender hjem fra sin anden omgang i Vietnam-krigens rædsler. Men det er ikke nogen varm velkomst, man får som soldat på denne tid, hvor demonstranter er i oprør over USA’s opførsel, mens Comway selv er martret af junglens rædsler.
I kontrast til hans indre dæmoner bevæger kameraet sig smertefrit rundt i et smukt udført tidsbillede. Uanset om Comway kæmper med sig selv eller andre – eller ender i en vild biljagt – så forholder kameraet sig i ro.

Det insisterer på at være et modspil til handlingen, hvor Comway trækkes ind den kriminelle underverden. Det er så smukt udført, at nogle formentlig vil savne spænding, mens andre ikke kan andet end at frydes helt op til skyerne. ’Quarry’ er muligvis den mest oversete nye serie i 2016.

Kan streames på HBO Nordic