Som lille var jeg en meget energisk dreng, der ikke kunne sidde stille. Jeg kan huske, at skoleinspektøren viste mig en tegning med to cirkler, hvor hun pegede skiftevis på dem og sagde: ’Det her er alle de andre, der godt kan finde ud af at sidde stille, og det her er dig – og det handler ikke hele tiden om dig, Arian’. Det gjorde det lidt svært for mig at vide, hvor jeg lige hørte til. Man får jo ikke at vide, at man kan være musiker eller skuespiller. Der er ligesom en følelse af, at man skal gå efter at være læge eller revisor eller sådan noget, og de kasser passede jeg bare ikke ind i.

Jeg vidste ikke som lille, at jeg ville være skuespiller, men senere har min mor fortalt mig, at der mange gange gennem livet har været skuespilleri tæt på mig. Da hun fødte mig, lå hun på hospitalet lige ved siden af en kendt skuespillerinde, og da jeg gik på Bernadotteskolen, var jeg med i en Dr. Dolittle-opsætning, og Mads Mikkelsens søn eller datter gik vist også på skolen. Jeg kan ikke huske nogen af tingene. Det er først efter, jeg er blevet skuespiller, hun har fortalt mig det. Det er sjovt, hun først har nævnt de her ting nu, men på den anden side tror jeg også, jeg havde været ret ligeglad som barn, hvis jeg vidste, at jeg gik på skole med Mads Mikkelsens et eller andet. Jeg var slet ikke interesseret i skuespil på den måde.

Jeg har altid været kreativ. Da jeg var lille, kom det mest til udtryk i musikken. Jeg var barndomsvenner med Artigeardit, og jeg kan huske, vi sad på mit værelse i et skraldet hjemmestudie og prøvede at rappe. Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at blive klar over, at det kreative skulle være min levevej. Det var i 2.g, hvor jeg kedede mig enormt, så jeg startede en YouTube-kanal, hvor jeg lavede sketches, og kanalen blev vildt populær. Daily Mail skrev en artikel om en af mine videoer og det hele. Det er lidt noget, jeg som skuespiller har prøvet at lægge bag mig, men det er jo en del af mig, så det kan jeg ikke løbe fra.