Belgiske stjerneinstruktører bruger kun amatørskuespillere. Og det fungerer til fulde scroll-down

Belgiske stjerneinstruktører bruger kun amatørskuespillere. Og det fungerer til fulde

Der er altid fest i filmverdenen, når en ny film af Jean-Pierre og Luc Dardenne har premiere. Med ’Tori og Lokita’ afsøger instruktørparret endnu en gang, hvad det vil sige at være menneske.

Af Casper Hindse
Foto: PR
Kultur Euroman

Måske klinger ’Løftet’, ’Drengen med cyklen’ eller ’Unge Ahmed’ ikke så bekendt. Men selvom instruktørparret Jean-Pierre og Luc Dardenne aldrig har larmet med store effekter til det popcornskøbende biografpublikum, har brødrene alligevel i årtier været europæisk films underspillede stjerner. Belgierne er blandt andet en del af den eksklusive klub af instruktører, som har vundet guldpalmen ved Cannes Film Festival hele to gange.

Vinderfilmene ’Rosetta’ og ’Barnet’ satte nye standarder for, hvad film kan. Dardenne-brødrene viser verden, som den er. De begyndte i dokumentarfilmgenren, men slog for alvor ind på fiktionsvejen i 1990’erne.

Deres seneste værk, ’Tori og Lokita’, er et drama om venskabet mellem en ung kvinde og en dreng, der rejser alene fra Afrika til Europa. Sammen bevæger de sig længere og længere ind i den skræmmende nye verden.

Hvis det lyder melodramatisk og ubarmhjertigt, er det kun det sidste. Dardenne-brødrene bringer altid fortællingen tæt på tilskueren uden venlighed. På den måde får de åbnet op for et følelseskabinet, som gør filmene uafrystelige. De binder et usynligt råbåndsknob mellem publikum og rollerne oppe på biograflærredet ved ensidigt at følge den menneskelige historie. Kun som antydninger opleves de sociale og samfundsmæssige problemer i baggrunden.

Som når Tori og Lokita må gå gennem massiv modstand i den nye film, fordi folk omkring dem mangler indfølingsevne og omfavnelsesparathed. Eller som når en ung mand sælger sit nyfødte afkom i ’Barnet’, hvorefter han indser fejlen og forsøger at skaffe ungen tilbage. Spørgsmålet er bare, om han nogensinde igen kan nå den kvinde, han har fået purken med.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film