Far går i kimono, handler med te og taler sagte. Han hvisker nærmest. Mor er også tonet ned. Og trykket. Stemningen i familien er knugende, for kærligheden hviler på et skrøbeligt grundlag. Nogle år tidligere har faren Jake og moren Kyra købt robotten Yang som selskab til deres adoptivdatter Mika. Yang er en brugt model, som dog blev solgt med garanti.

Men da Yang går i stykker – kan man sige dør, når det er en robot? – er Jake (Colin Farrell) en presset mand. Datteren Mika er knust, og beskeden fra noget, der ligner fremtidens Elgiganten, er nedslående. Den glatte unge mand bag skranken foreslår, at Yang enten kan gå til genbrug, eller at robottens kontrafej kan bruges som et nyt ansigt på en sølle, virtuel assistent.