Love & Mercy

Solsæsonen kan passende skydes i gang med en filmisk tur til Californien, hvor Brian Wilson slår sine folder i to forskellige tidsperioder i denne ret fænomenale film om The Beach Boys’ frontmand. Wilson lider således voldsomt psykisk som både kunstner og menneske, og Paul Dano storspiller som forsangeren i de unge år, hvor mesterværket ’Pet Sounds’ blandt andet blev til. John Cusack er Wilson senere i livet, hvor en psykolog nærmest har overtaget hans dagligdag, da en ny kæreste pludselig sætter ham på sporet af livet igen. Ved at krydsklippe imellem det musikalske geni og den plagede tidligere stjerne, der skrøbeligt finder sig selv igen, formår ’Love & Mercy’ at skabe et musikalsk drama med stor vellyd og masser af smerte. Og hvis man får lyst til at høre virkelighedens Wilson, så spiller han til Fredagsrock i Tivoli i København 30. juni.

Kan streames på Viaplay

Anomalisa

Kan man virkelig se en dukkefilm og glemme, at det er dukker, man sidder og kigger på? Ja, hvis man er barn, ville det gængse svar formentlig lyde, men ikke desto mindre kunne et mere tidssvarende svar være, at man også bare kan se ’Anomalisa’. For Charlie Kaufmann – manden, der stod bag manuskripterne til ’Being John Malkovich’ og ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ – gør det nok engang fuldstændig unikt med denne dukkefilm om en kundeservicemedarbejder, der er ualmindeligt ensom, men som pludselig forelsker sig i kvinden Lisa. Ensomheden lyser ud af hver eneste modellerede sprække, og ’Anomalisa’ får simpelthen én til at glemme tid og sted.

Kan streames på Netflix

Eye in the Sky

Krig er ikke, hvad det har været, og det kan man forvisse sig om i denne thriller med en forrygende Helen Mirren i den bærende rolle. For krig har nemlig udviklet sig til at være noget, der føres i et kontrolrum med valg om et droneangreb eller ej, og da en lille gruppe terrorister lokaliseres, står de moralske dilemmaer pludselig i kø i ’Eye in the Sky’. For kan man ramme terroristerne klokkerent uden, at nogen civile ryger med i faldet? Svaret bliver endnu mere kompliceret, da en lille pige bliver involveret omme på den anden side af Jorden, og beslutningsprocesserne derfor ender på højeste sted. Det kan måske nok lyde lidt tungt, men faktisk er der drama for alle pengene i en ualmindeligt velspillet og stilsikker film.

Kan streames på Viaplay

37

Det er en modig vej, den danske debutant Puk Grasten vælger med ’37’. Filmen er baseret på hændelser, der udspandt sig i New York-forstaden Kew Gardens i 1964, hvor en kvinde blev voldtaget og myrdet, og hvor 37 vidner efterfølgende meldte sig – selvom ingen af dem havde kontaktet politiet forinden. Ved at fortælle historien igennem tre usammenhængende familier, der er så dysfunktionelle, at det halve kunne være nok, formår Grasten, at holde én fanget med interessante og mørke billeder og overraskende fortællinger. ’37’ er en ret ukonventionel dansk film – på amerikansk – men hvis man er til et anderledes og opbyggeligt drama, så er det bare på med lige netop denne film.

Kan streames på TV2 Play

Mustang

Det kan være farligt med fyre. Især hvis man er en ung kvinde uden for lands lov og ret i Tyrkiet. Det får Lale, Nur, Selma, Ece og Sonay at mærke, da de interesserer sig for meget for det andet køn i ’Mustang’. Pigerne er søskende, og hurtigt bliver de nærmest fængslet i eget hjem, fordi de skal indoktrineres religiøst og ”gøres klar” til at møde den rette ægtemand. Men frisindede piger i teenagealderen er ikke altid lige sådan at tøjle, og kulturclashet er umuligt, selvom der egentlig ikke burde være et sådant i den samme kultur. ’Mustang’ er en tankevækkende – og oscarnomineret film – om at gribe livet, selvom nogen forsøger at blokere det for dig.

Kan streames på Viaplay

Mud

Instruktør Jeff Nichols er en ener i amerikansk film, og med hans ’Loving’ fra sidste år slog han fast, at han mestrer dramaet til fulde i fortællingen om en hvid mands ægteskab med en mørk kvinde i en tid, hvor det var mere end ildeset i USA. Men allerede inden den film havde Nichols markeret sig stærkt med øko-thrillerne ’Take Shelter’ og ’Midnight Special’. Alligevel er ’Mud’ nu nok instruktørens egentlige perle. Her serverer Nichols nemlig en ”coming of age”-historie med så meget nerve og følelse, at man sjældent har set en bedre film i netop denne undergenre. Den 14-årige Ellis’ møde med manden Mud (Matthew McConaughey), som viser sig at være på den forkerte side af loven, er stærkt vanedannende – og som filmen skrider frem også højdramatisk – fordi Ellis (og hans ven) søger en trøst hos Mud, som de ikke kan få i deres småsmadrede familier. ’Mud’ er en film om at gå fra barn til voksen, men den er alligevel blottet for naivitet og drømmeri, hvilket både er komplekst og modigt.

Kan streames på HBO Nordic

Sicario

En film skal da ses med ørerne, skal den ikke? Njarh, men det skal ’Sicario’ faktisk! Vi er i grænseområdet imellem USA og Mexico, hvor stofhandlen flyder, og hvor FBI-agent Kate Macer (Emily Blunt) bliver suget længere og længere ind i et inferno af hvid støj og hvidt pulver. Det er islandske Jóhann Jóhannsson, der har komponeret musikken, og filmens mesterskab ligger i at hive og flå i øregangene, så man bliver suger ind i den kriminelle verden – fuldstændig ligesom hovedperson Kate Macer.