"Lad mig stille dig et spørgsmål. Når du spørger et band som f.eks. Arcade Fire, hvorfor de kalder sig Arcade Fire, lægger du så mærke til, hvordan deres blikke med ét bliver fjerne og trætte?"

Et øjeblik sidder jeg med samme tvivlende fornemmelse, som jeg tror størstedelen af publikum i The David Letterman Show havde, da Father John Misty sidste år optrådte med singlen 'Bored in the USA'.

Cirka et minut inde i sin optræden på Letterman-showet rejste Father John Misty sig fra sit piano og satte sig op på det. Save me president Jesus/I’m bored in the USA, sang han på knæ med teatralske fagter op mod loftet, mens en dåselatter fyldte studiet.

Nummeret sluttede og studiet døde hen i et øjebliks stilhed, inden publikum - lidt tøvende - syntes at beslutte sig for at klappe.

Var det en joke eller en sarkastisk og bister lussing?

"Jeg mener, har du nogensinde fået et interessant svar ud af at stille det spørgsmål til nogen," spørger Father John Misty mig over en skrattende telefon fra sit hjem i New Orleans.

Den store kosmiske joke

I 2012 udgav Joshua Tillman albummet 'Fear Fun' under synonymet Father John Misty. Pladen fik fremragende modtagelse, og noget tyder allerede på, at hans nye Father John Misty-album 'I love you, Honeybear' vil klare sig endnu bedre.

Eksempelvis scorede 'I love you, Honeybear' seks ud af seks stjerner i Gaffa, fem ud af fem i engelske The Guardian, mens Pitchfork.com har udnævnt det til 'best new album'.

"Aahh, så nu vil du snakke om min kristne opvækst," afbryder Joshua Tillman mig, da jeg - med et engelsk niveau sat tilbage til syvende klasse - prøver at forklare, at navnet blot havde fået mig til at tænke på en af de her sydstatspræster.

Nej, nej, jeg tror mere, jeg er ude i, hvorvidt der er et budskab – prædiker du et budskab med Father John Misty?

"Nej".

"Og det er sjovt, for alle vil snakke om, hvor ironisk jeg er, og så går de ud fra, at der ligger en eller anden dybereliggende litterær betydning mellem mit navn og min musik".

"Det er bare et dumt navn. Jeg spillede under mit eget navn et stykke tid, og så indså jeg bare, at J. Tillman var blevet et alterego. Da jeg så begyndte at skrive den nye musik, så ville jeg gå under et nyt navn".

"I grunden handlede det bare om at gøre opmærksom på, at det er lige meget, hvad du kalder dig. Jeg kunne have kaldt mig selv Barney the Dinosaur, hvis det var".

Inden Joshua Tillman spillede under synonymet Father John Misty, slog han på trommer for indie-folk bandet Fleet Foxes og lavede plader under navnet J. Tillman.

J.Tillman pladerne er den klassiske singer/songwriter, der klimprer på sin guitar, og alting gør ondt.

Ikke dermed sagt at Father John Misty skaber glad-i-låget-musik, men melankolien og samfundskritikken er serveret med en humor, der på mange måder kendetegnede hans optræden i The David Letterman Show.

Hvordan skete transitionen fra J.Tillman til Father John Misty?

"Det var rimelig meget noget, der skete fra den ene dag til den anden. Jeg sad nøgen i et træ og funderede over den store kosmiske joke, og så fik jeg en slags øjebliks åbenbaring," svarer Joshua Tillman, uden det mindste tegn på sarkasme.

"Jeg skulle synge med min egen stemme. Jeg skulle skrive sange, der inkluderede min form for humor, mine observationer".

"Jeg skulle skille mig af med min forfængelighed og min angst. J. Tillman var mig, men blot med mange flere lag af angst og tvivl".

"Men det handler jo også om, at man bliver nødt til at bevæge sig frem ad. Jeg blev jo også nødt til at bevæge mig videre fra 'Fear Fun', selvom jeg gerne ville blive der, fordi 'Fear Fun' virkede".

"Men jeg skulle videre. Også fordi, når jeg lytter til det nye album, så er der en langt større sårbarhed, end der var på 'Fear Fun'. Noget som min forfængelighed ikke tillod, da jeg lavede den første plade, for jeg kunne godt lide at være den smartass, jeg var på 'Fear Fun'".

Ser du dig selv som en smartass på 'Fear Fun'?

"Ja, i en eller anden udstrækning, men jeg var også ærlig omkring det. Jeg mener, jeg havde brug for at være det".

"Men smartass skal i denne her kontekst heller ikke ses som noget bestemt negativt. Jeg mener bare, at den periode handlede meget om, at jeg rendte rundt og ligesom følte, at jeg havde alle svarene, men der var ingen svar".

Så hvordan har du forladt smartass'en på 'I love you, Honeybear'?

"Har du været forelsket? Ok, hvor meget får den følelse dig til at føle, at du render rundt med alle svarene? For mig føles det om, jeg render rundt og absolut ingen svar har," svarer Joshua Tillman, der mødte sin kone Emma i 2011.

Som titlen antyder, så er hun i høj grad inspiration bag i 'I love you, Honeybear'.

"Har du set album-coveret?" spørger han.

"Der et billede af mig som en baby, og det er det kærlighed gør mig til – en baby, som jo teknisk set er det fuldstændig modsatte af én, der render rundt med alle svarene"



En albue til ideologierne
Da man forstår, at det er dåselatter, virker Father John Misty's optræden i The David Letterman Show en smule som en satirisk kommentar til hele showet og de mange millioner af amerikaner, der hver aften zapper over på det fra deres lædersofaer.

Det afviser Joshua Tillman dog.

"Nej, det havde ikke noget med Dave Letterman eller hans show at gøre. Det handlede om sangen. Men jo, jeg er jo ironisk, og der var da helt sikkert noget omkring at udnytte, hvad TV kan gøre."

"Når du ser den optræden, kan du ikke se om publikum ler eller ej. Så det ville jeg gerne udnytte".



'Bored in the USA' – hvad er det, der keder dig ved USA?

"Det er ikke, at USA keder mig som sådan. Det er mere en diagnose af en tilstand, som jeg ser. En kritik af denne her desperate vedligeholdelse af status quo. At der grundlæggende er sket et svigt af vores ideologier."

"Sætningen 'My passionate obligation to a roommate' er en sarkastisk albue til det – til ideologierne. Der er en ideologisk sygedom i Amerika, hvor vi ikke kan kalde noget for det, som det i virkeligheden er."

"Det inkluderer bl.a. fortvivlelse og kedsomhed. Og jeg tror lidt, at det er en ud af kroppen oplevelse, når man bare kalder det, hvad det er. Jeg synes egentlig, det er en dum tekst (Bored in the USA, red.). Jeg synes omkvædet er rimelig dumt."

"Det er ikke en sofistikeret tekst, hvilket ideologier altid er. De er ligesom marketing – usynlige men de får dig til at have det godt med ting, der i virkeligheden giver dig angst. 'Bored in the USA' er antitesen på ideologierne. Her kommer jeg bare ud og siger det, som det er".

Er den en kommentar til Bruce Springsteens Born in the USA?

"Nej, den er en kommentar til Miley Cyrus' 'Party in the USA'".

Og endnu en gang ved jeg ikke, hvorvidt Joshua Tillman er sarkastisk eller dødalvorlig.

LÆS OGSÅ: Jazz den op fra slap

LÆS OGSÅ: Her er den officielle trailer for N.W.A-biografien "Straight Otta Compton"


LÆS OGSÅ:  Interpol guitarist: Kreativiteten er vores trip nu