Jared Leto skal spille ’The Hef’, skriver Hollywood Reporter.

45-årige Leto er en gammel ven af instruktør/producer Brett Ratner, der står bag den biografiske film.

”Da han hørte, at jeg havde rettighederne til at fortælle ’Hefs’ historie, sagde han til mig: ’Jeg vil spille ham. Jeg vil forstå ham',” siger Ratner, der ikke tvivler på Leto.

”Jeg tror virkelig, at Jared kan gøre det. Han er en af de største skuespillere i dag.”

Jared Leto, der kan prale af en Oscar for sin rolle i ’Dallas Buyers Club’, hvor han spillede transkønnet, var forbi det sagnomspunde Playboy Mansion i april. Anledningen var premieren på Amazons dokumentarserie ’American Playboy: The Hugh Hefner Story’, hvilket samtidig var en fejring af Playboy-stifterens 91 års fødselsdag.

Brett Ratner og Jared Leto (th.) ved The Playboy Mansion i Los Angeles i april 2017. Foto: Charley Gallay/Getty Images

Leto kom dog ikke til at møde manden, han skal portrættere på det store lærred. Hefners skrantende helbred gjorde ifølge Hollywood Reporter, at han ikke kunne hilse på sine gæster den dag.

Det tyder dog ikke på, at der venter Brett Ratner søvnløse nætter af den grund.

“Der findes rigeligt med optagelser af ’Hef’ derude, som Jared vil være i stand til at få information fra,” lyder det fra ham.

Hugh Hefner i silke og omgivet af damer, som man kendte ham. Foto: Carlo Allegri/Getty Images

Jared Leto er kendt for sin helt utrolige evne og vilje til at leve sig helt ind i sine karakterer.

I forbindelse med filmen ’Requiem for a Dream’, hvor han spillede en stofmisbruger, valgte han for eksempel at bo på gaden i to uger. Og da han spillede Jokeren i filmen ’Suicide Squad’, gjorde han alt for at blive i sin halvskøre rolle også uden for settet. Her skulle han blandt andet have fået afleveret et dødt svin hos sine medskuespillere, skriver Harper’s Bazaar.

Hvad den notoriske method actor vil gøre for at leve sig ind i rollen som den legendariske kvindebedårer i silkepyjamas, kan man kun gisne om.

LÆS OGSÅ: Det kan du glæde dig til at streame i oktober

LÆS OGSÅ: Fem bud på en ung John McClane

LÆS OGSÅ: Se den nye trailer til ‘Peaky Blinders’ sæson 4