Hvad er det første, du læser, når du står op?

”Jeg læser meget lidt, lige når jeg er stået op. I stedet læser jeg mine aviser om aftenen, inden jeg går i seng. Jeg orienterer mig helt fast i Politiken, Information og Berlingske. Selvfølgelig for at danne mig et overblik over dagens historier og for at se, hvad dagsordenen bliver dagen efter.

Jeg kan godt lide at læse e-avisen. Altså, som den er sat op af en redaktør. Mit job er jo også at kuratere en del af en avis, og når nu jeg bruger så meget tid og tanke på det emne, er det naturligt for mig at interessere mig for, hvordan andre medier kuraterer deres printavis.” 

Hvilke udenlandske medier læser du?

“Haaretz, Jerusalem Post, Times of Israel, YNet, The Guardian, BBC, New York Times og Financial Times. Derudover kan jeg enormt godt lide langsomme nyheder, mere reflekterende tekster, hvilket også afspejler det medie, jeg selv arbejder på.

Derfor læser jeg The Economist, The Atlantic og The New Yorker. Og så bladrer jeg altid i The New York Review of Books for at følge med i, hvad der udkommer af bøger. Og så kan jeg godt lide at læse Morgenbladet, der er en norsk avis.”

Hvordan holder du dig ellers orienteret?

”DR, EB og Berlingske. De er de bedste til at give mig de hurtige nyheder.” 

Hvilke sociale medier bruger du?

”Jeg bruger dem mindre naturligt end de traditionelle medier, men jeg er trods alt på Twitter, Facebook og Instagram på grund af mit arbejde. Twitter, for at se hvad andre journalister taler om. Instagram er et mere feminint univers med hverdagsoplevelser, hvor man både kan følge med og snage. Facebook bruger jeg som en slags eventkalender, og så er det et godt sted at fornemme, hvad der optager folk.”

Hvilke podcast lytter du til?

”Jeg lytter ikke til særligt mange. Jeg har det lidt med podcasts, som jeg har det med fly, og med printaviser, som jeg har det med biler. Bilen kan jeg selv styre. Jeg kan selv stige ind, køre den, øge hastigheden og stå af, og på flyet er jeg tvunget til at følge med, til det lander.

Men i løbet af det sidste halve år er jeg begyndt at lytte til en podcast, der hedder ’Plain English’, der er lavet af Derek Thompson, en amerikansk tech-journalist fra The Atlantic. Jeg begyndte at lytte til den, da ChatGPT blev lanceret, fordi jeg havde følelsen af, at der skete sindssygt meget, og at jeg ikke kunne følge med.

Det er jo også et emne, vi gerne vil skrive om på avisen, så jeg ville gerne lære mere om det. Derudover lytter jeg til ’Genstart’, når emnet interesserer mig, eller der er en politisk sag, jeg ikke har fulgt med i.”

Er der nogle særlige journalister, man bare skal holde øje med?

”Alle mine kolleger på Weekendavisen. Jeg er så privilegeret at være omgivet af kolleger, som ved enormt meget om ting, jeg ikke selv ved noget om.  Vi taler sammen hele tiden, og det inspirerer mig helt vildt. Også fordi jeg får lov til at følge med i, hvordan de samtaler ender som artikler i avisen. I den forstand er jeg en ekstremt privilegeret førstelæser.” 

Hvad læser og lytter du til i fritiden?

”Romaner. Rigtige bøger. For nogle uger siden interviewede jeg Karl Ove Knausgård på Den Sorte Diamant, så i flere måneder har jeg været helt marineret i hans forfatterskab.

Nu er jeg så gået i gang med at læse ’Anna Karenina’, som jeg har læst før, da jeg var midt i 20’erne. Jeg har kun læst 50 sider, men bogen er fyldt med mine gamle noter, så det føles lidt som at møde en yngre udgave af mig selv.”