Hans selviscenesættelse, karismatiske showmanship og sproglige mesterskab gjorde ham til Danmarks kendteste digter – og forfattermyte. 15. oktober markeres 20-året for Dan Turèlls død.

Den 15. oktober er det 20 år siden, Dan Turèll døde af kræft i spiserøret, kun 47 år gammel. Men hans forfatterskab lever. Turèlls kriminalromaner sælger stadig, og antikvarboghandlernes priser på de sjældne førsteudgivelser stiger år for år. Oven i købet har Turèll efter sin død fået den anerkendelse fra det litterære parnas, han aldrig opnåede, mens han levede.

Dengang blev den populære forfatter, der lovpriste Anders And og Coca-Cola, spontan jazz og svært tilgængelige lyrikere i samme sætning, anset for at være for bred og broget, men eftertidens professorer og litterater har anerkendt hans kvalitet og indflydelse. Dusinvis af danske skribenter, rappere og forfattere har for længst bekendt deres store gæld til Vangedes claim to fame.

LÆS OGSÅ Fire af Dan Turèlls bedste bøger

På Vangede Bibliotek fejrer man Turèll-samlingens 10-års jubilæum, der falder sammen med 20-årsdagen for forfatterens død. Bl.a. taler digteren Søren Ulrik Thomsen om sin store inspirationskilde og digterven, og der er en guidet byvandring til de centrale steder i Turèlls opvækst, som han bogførte og mytologiserede i ’Vangede billeder’ fra 1975.

Turèll-samlingen er den officielle samling for alt materiale af og om forfatteren, herunder originalmanuskripter og hans berømte IBM-skrivemaskine. I efteråret viser samlingen desuden en særudstilling med alle de originale forsideskitser til Dan Turèlls bøger, lavet af tegneren og vennen Peder Bundgaard (som også har designet bl.a. Gasolins ikoniske lp-covere).

NÆSTE SIDE Fire af Dan Turèlls bedste bøger

Dan Turèll udgav et hav af bøger og digte. Fra 1981 til 1990 skrev han 12 kriminalromaner, hvoraf to af seriens bøger er filmatiseret. Hans gennembrud kom med 'Vangede Billeder' i 1976. Vi har samlet fire af de bedste bøger fra Turèlls forfatterskab.



’Karma cowboy’ 1974

Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl har kaldt ’Karma Cowboy’ for ”en bærbar Dan Turèll” og ”et hængsel i forfatterskabet”, fordi den samler de fleste af Turèlls udtryksmåder. ’Karma cowboy’ markerer Turèlls transformation fra smal, eksperimenterende lyriker til altfavnende og populær forfatteronkel. Den er et festfyrværkeri af poptekster, håndskrevne aforismer, østlig filosofi, stramme rim og langdigte på dansk og engelsk.







’Storby-trilogien’ 1994

Samlet udgave af ’Drive-in digte’ (1976), ’3-D digte’ og ’Storby-blues’ (1977). Turèll på hjemmebane blandt gadens galninge og storbyens engle. Indeholder de lange, fortællende digte, som mange husker fra Turèlls egne oplæsninger, shows og tv-optrædener, og som blev indspillet først på kultpladen ’Dan Turèll & Sølvstjernerne’ (1978) og siden på ’Pas på pengene’ (1993) og ’Glad i åbningstiden’ (udg. 1996) i samarbejde med Halfdan E.










’Vangede billeder’ 1975

”Vangede var dét sted i Gentofte, hvor lossepladsen og sindssygeanstalten blev anbragt.” Turèlls gennembrud og dybt originale hjemstavnshyldest.










’Onkel Danny fortæller – det hele’ 2006


Samlet udgave af serien ’Onkel Danny fortæller’ (2006) ”Lykkelige cocktails, rystet med sikker, selvfølgelig hånd. Digte, minder, mini-noveller, rejsereportager, små hovedværker og store bagateller flyder i ét,” skrev Bo Green Jensen i sit essay ’Blues for Onkel Danny’ i Euroman nr. 8 i 1993.