En erhvervsmand træder ind på kontoret. Høj, slank, pæn påklædning, ikke tilknappet, men tilpas afslappet. Diskrete, men alligevel moderigtige briller. Lars Rytter kunne være med i en reklame for en moderne virksomhed, og derfor passer det hele som fod i hose, da han fortæller, at han er leder i Danmarks grønne flagskib, vindmølleindustrien. Og så er han læser af Euroman helt fra den spæde begyndelse i 1992. Han har læst alle numre – fra start til slut. Også i en 11-årig periode, da han var udstationeret i Amsterdam og Hamborg – her blev bladet tilsendt med posten.

”I mit sommerhus har jeg bygget en bjælke specielt til at stille Euroman på. Jeg skifter dem ud med mellemrum. De plejede at ligge og flyde over det hele, indtil min kone begyndte at sætte dem i system i reolen efter farve. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage affære.”