”Der sker virkelig mange fede ting på den danske jazzscene i disse år. Jeg kunne have fremhævet de første 5-10 album alene fra sidste år, men et af dem, jeg oftest vender tilbage til, er debutalbummet fra Yellow Spoon. En voldsomt stemningsfuld collage af små improviserede skitser og brudstykker optaget i løbet af en tre dage lang jamsession. Alligevel flyder det fuldstændig sømløst sammen på pladen.Ret beset er der vel tale om instrumental hiphop med noget jazz i ascendanten. De har helt klart lyttet til en masse J Dilla, men spiller så det hele selv i stedet for at programmere og bygge det op omkring samples. Går godt til både weed, arbejde og natkørsel. Dog helst ikke i kombination.”