Jeg har aldrig skrevet en bog i Danmark. Jeg er ikke i stand til det. Hverdagen i København er tryg og dejlig, men jeg ryger også på automatpilot. Når jeg skal ned i Netto, kender jeg vejen. Jeg har en idé om, hvem jeg kommer til at møde, hvad de kommer til at spørge om, og hvad jeg kommer til at svare. Jeg ved, hvor varerne står, og jeg ved, hvad de koster. Jeg bliver eksistentielt og sanseligt doven og vender blikket mere indad end udad. Men når jeg kommer til Sanaá i Yemen, kender jeg ikke lugtene. Der er ikke nogen kørselsretning på vejene. Jeg kan ikke læse skiltene, fordi de står på arabisk, og jeg kender ikke de sociale kutymer. Det er et helt andet scenarie, så jeg er nødt til at være enormt opmærksom for at kunne navigere i de omgivelser. Jeg lægger mærke til ting på en anden måde og får slået automatpiloten fra. Og så kommer kreativiteten.

Inden for de sidste to-tre år har jeg blandt andet arbejdet fra Sydindien, Beirut, Nakasongula i Uganda, Abu Dhabi, Genève, Amalfi-kysten, Essaouira i Marokko, Sanaá, Mexico, Vietnam, New York og Jordan. Jeg ser nogle andre historier, når jeg rejser, fordi der ofte er noget helt andet på spil end herhjemme. I Marokko er ungdommen splittet mellem religiøsitet og et ønske om en frigjort tilværelse. I Libanon er der sekteriske konflikter mellem kristne og muslimer, som ulmer. I Italien er bedsteforældrene de mest respekterede i samfundet. Jeg elsker at sidde på et italiensk torv og betragte, når børnebørnene kommer for at spørge en 90-årig om lov til at gå til fest.