Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Ny københavnsk festival er klar med det endelige musikprogram

Foto: PR

Ny københavnsk festival er klar med det endelige musikprogram

Festivalsæsonen lakker så småt mod enden, og skal man nå at mærke lidt til kolde fadøl, livemusik og mobile Godik-toiletter, er der i august god mulighed for det på Refshaleøen, når den debuterende festival O/Day Fest slår dørene op. Nu er festivalen klar med det endelige musikprogram, der byder på alt fra house til hiphop og det imellem.

I en tid hvor flere mindre festivaler har måtte dreje nøglen om, er der godt nyt til alle dem, der har en forkærlighed nye og små festivaler.

For den nyopstartede københavnske festival O/Day Fest, der for første gang løber af stablen på Refshaleøen fra den 11.-13. august, har netop præsenteret festivalens fulde musikprogram.

Her bliver der mulighed for at høre lidt af hvert, og O/Day Fest kan blandt andet præsentere navne som The Avalanches, Floating Points, Av Av Av, Chinah, When Saints Go Machine, Emil Kruse og Main Phase.

Hver dag vil hovedscenen blive åbnet af O/Orchestra by Tabloid, som vil blive flankeret af forskellige gæsteartister. Navnene på de gæstende artister er hemmelige, men til dagligt arbejder Tabloid med artister som Jada, Bremer/McCoy, Alex Vargas, Drew Sycamore og Coco O. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at en eller flere af disse kunstnere lægger vejen forbi.

Untitled-1.jpg
Det er i Sønder Hoved på Refshaleøen, at O/Day Fest finder sted.

Bag O/Day Fest står det Kolding-baserede bryggeri Åben, og derfor ligger det da også til højrebenet, at festivalens gæster udover musikken har mulighed for at deltage i øl- og spiritussmagninger med både Åben, Empirical og Mikkeller.

På festivalpladsen vil man også have mulighed for at gå på opdagelse i diverse kunst- og designinstallationer af både spirende og etablerede kunstnere.

Det fulde program kan ses på O/Day Fest’s hjemmeside, hvor det også er muligt både at købe partout- og dagsbilletter til den debuterende festival.