Populær, pinlig og verdens største: Fænomenet Tom Cruise

Populær, pinlig og verdens største: Fænomenet Tom Cruise

I 30 år har han spillet med i nogle af verdens mest populære film, men han har også gjort sig upopulær i flere af verdens mest pinlige interview. Så nu siger Tom Cruise ikke længere så meget. Men han laver stadig film. Euroman rejste til Dubai for at finde svar på, hvad – og hvem – der driver verdens største filmstjerne.

DEN 22. AUGUST 2006 blev Tom Cruise fyret. Det var naturligvis ikke lige sådan, det blev udtrykt. Ikke engang i Hollywood er cheferne så dumme, at de kan finde på at fyre en skuespiller, der måneden inden er kåret som den mest magtfulde i faget af magasinet Forbes, og hvis film på daværende tidspunkt havde indspillet 2,6 mia. dollars.

Det blev gjort mere elegant, men der var ikke noget at tage fejl af: ”Selv om vi godt kan lide ham personligt,” sagde en talsmand fra Viacom til avisen Wall Street Journal, ”har vi valgt ikke at forlænge hans kontrakt med os.”

Kontrakten, der blev refereret til, var den, Tom Cruise – sammen med sin makker Paula Wagner – havde med filmselskabet Paramount, der er ejet af Viacom. Den lød på 10 mio. dollars om året, som Cruise/Wagner Productions fik for at udvikle og producere film for Paramount. Overskuddet fra disse film blev delt mellem alle parter, og sådan havde det været siden Cruises debut som producer med ’Mission: Impossible’ i 1996. Beslutningen om at fyre – eller i hvert fald om ikke at fortsætte samarbejdet – stod Viacom-chefen Sumner Redstone for.

”Det har intet at gøre med hans evner som skuespiller, han er en fremragende skuespiller. Men vi synes ikke, at der hos os er plads til en, der begår kreativt selvmord og koster os penge,” udtalte den dengang 83-årige Sumner Redstone, hvis argument for sidste del af forklaringen var, at ’Mission: Impossible 3’, der netop havde haft premiere, burde have indspillet mindst 100 mio. dollars mere, end den gjorde.

I dagene derefter blev der gjort en del ud af en masse af den slags tal, og efterhånden gik det op for de fleste, at beslutningen nok ikke var blevet truffet af finansielle hensyn. De seneste syv film med Tom Cruise på rollelisten havde verden over indspillet mere end 200 mio. dollars hver, blandt dem den Paramount-producerede ’War of the Worlds’, der året inden alene stod for 590 mio. dollars. Mon ikke det var til at overleve, at ’Mission: Impossible 3’ blot indspillede 133 mio. dollars i USA?

i virkeligheden drejede det sig nok nærmere om, at Sumner Redstones kone ikke længere ville se Tom Cruise-film, mente flere. Hun havde fået nok. Det startede i maj 2004, da skuespilleren i talkshowet ’Access Hollywood’ kritiserede kollegaen Brooke Shields. I sine memoirer, der netop var udkommet på det tidspunkt, fortæller Shields om den svære fødsel af sit første barn og en følgende depression. Hun blev helbredt gennem samtaler med en psykolog og medicinen Paxil, som Tom Cruise kaldte dødbringende: ”Hun aner ikke, hvad disse stoffer er, og at reklamere for dem er uansvarligt,” sagde han.

”Så vidt jeg ved, har Tom Cruise aldrig født et barn,” svarede Brooke Shields på kritikken et par dage efter. ”Han bør holde sig til at redde verden fra fremmede væsner.”

Men det gjorde han ikke. Året efter hoppede Tom Cruise rundt som en kåd hundehvalp i Oprah Winfreys sofa, mens han fortalte, hvor forelsket han var i Katie Holmes. Det vanvittige optrin endte straks på førstepladsen i ’Wildest Celebrity Meltdown Moments’ – lige foran det klip, hvor man ser Michael Jackson vifte med sin baby ud over en balkon på et hotel i Berlin – og i månederne efter gav Tom Cruise flere interview i forbindelse med lanceringen af ’War of the Worlds’, hvor han i stedet for at tale om filmen promoverede Scientology, som han er medlem af. Undervejs gjorde han sig klog på både psykologi, ytringsfrihed, narkomisbrug og meget andet, og det brød fru Sumner Redstone sig ikke om.


Martin Scorsese instruerer 'Det handler om penge' (1986).

Nyheden om Tom Cruises fyring fik masser af medieomtale i USA, og der blev spekuleret i, hvordan filmstjernerne nu fremover måtte nøjes med mindre løn og mindre indflydelse. Enkelte ærgrede sig også over, at det var tvivlsomt, om vi ville se flere ’Mission: Impossible’-film. Men for de fleste var det nu langt mere bekymrende, at Tom Cruise tilsyneladende havde mistet forstanden.

Inden Tom Cruise blev fyret, fyrede han sin publicist. I Hollywood er en publicist den, der sørger for kontakten til medierne, og jo mere berømt man er, jo vigtigere er en sådan naturligvis.

Pat Kingsley, som hun hedder, er legendarisk på sit felt og havde også Al Pacino og Tom Hanks i sin portefølje, inden hun gik på pension for et par år siden. Men i starten af 2004 gav den dengang 70-årige Kingsley over for Cruise udtryk for, at han skulle passe på med at promovere Scientology i stedet for film, når han stillede op til interview.

Resultatet var, at han i april 2004 fyrede Kingsley og ansatte sin søster som publicist. Fra da af ændrede tingene sig. Nu var det ikke længere dårlig stil at spørge til privatlivet, men derimod nærmest obligatorisk at runde emner som religion og fødselsdepressioner. Sidstnævnte gjorde Tom Cruise sig som nævnt klog på i maj 2004, altså måneden efter han havde skiftet publicist.

Der er tvivlsomt, om skuespilleren havde rodet sig ud i al den ballade de år, hvis han havde fulgt Pat Kingsleys kurs, mener Iain Johnstone. I sin bog, ’All the World’s a Stage’ (2006), fremhæver han et eksempel med den magre ’Ally’-skuespillerinde Calista Flockhart, der i 1999 blev inviteret i NBC’s populære ’Today Show’. Kingsley informerede NBC’s producer om, at hendes klient kun stillede op, hvis de kunne garantere, at der ikke blev spurgt til Flockharts vægt.

NBC svarede, at ingen skulle diktere, hvad de skulle eller ikke skulle spørge om. Kingsley informerede derefter NBC om, at Flockhart ikke ville medvirke. Samme besked gav hun tv-kanalen, da de kort efter spurgte, om de kunne få lov at interviewe Tom Cruise og Nicole Kidman i forbindelse med premieren på ’Eyes Wide Shut’ (1999).

Tom Cruises publicity-afdeling synes at have lært af deres fejl, for nu kører tingene igen glat for verdens største filmstjerne. Han er aktuel med fjerde opus i sin ’Mission: Impossible’-serie, og som led i lanceringen af den er han taget på en verdensomspændende pressetur, hvor udvalgte journalister bliver inviteret til at se filmen, interviewe nogle af birolle-skuespillerne og instruktøren, samt deltage i et pressemøde med Tom Cruise. Stjernen selv stiller ikke op til solo-interview, og i betragtning af, hvad han tidligere har bedrevet ved sådanne seancer, er der for en gangs skyld ingen grund til at beklage den situation.

Det samme synes Paramount åbenbart at have konkluderet. I hvert fald er filmselskabet og Tom Cruise åbenbart blevet gode venner igen, og halvdelen af ’M:I 4’s budget står Paramount således for. Hvorvidt det genopståede samarbejde skyldes, at skuespillerens film alligevel fortsatte med at tjene penge – ’M:I 3’ endte med at indspille 400 mio. dollars verden over – eller om det er fordi, de kontroversielle betragtninger om både det ene og det andet er nedtonet, er ikke til at vide.

Oven i købet er parterne nu så glade for hinanden, at de driller publikum med planer om at arbejde sammen om en film om Les Grossman, Tom Cruises flejnskaldede, flegmatiske og behårede producer, der spiller en lille rolle i ’Tropic Thunder’ (2008).

Fortsættes på følgende side...
TOM CRUISE DUKKEDE i løbet af december måned op i ti af verdens største byer for at promovere ’M:I 4’, deriblandt Dubai, hvor en af filmens mest spektakulære action-scener udspiller sig. Blandt de indbudte medier er også Euroman, der følger et stramt program over tre dage kulminerende med pressemødet på 124. etage af Burj Khalifa.

Det er ikke nogen tilfældighed, at det er her, Tom Cruise møder pressen. I sin bog ’The Big Picture – The New Logic of Money and Power in Hollywood’ (2005) skriver Edward Jay Epstein, at en god marketingstrategi handler om at få en film knyttet til en specifik historie, som journalisterne vil skrive om, og målgruppen vil tale om op til filmens premiere. Gør man intet, vil den historie handle om hovedrolleindehaverens privatliv – Mel Gibsons druk, Russell Crowes slagsmål, Hugh Grants luder osv. – men det er som antydet sjældent det bedste. Derfor bliver specielt de store presse-junkets, som de hedder, ofte afholdt et sted, hvor journalisterne tvinges til at skrive en historie, der knytter an til filmen.

Som mønstereksemplet på en sådan marketingstrategi bruger Epstein i øvrigt ’M:I 2’, der havde en af de højeste opmærksomhedsprocenter blandt målgruppen, der nogensinde er målt. Opmærksomhedsprocenten, der angiver, hvor mange blandt det tilsigtede segment, der er bevidste om filmen og dens premieredato, er første skridt på vejen mod succes ved biografens billetluger. Den blev i dette tilfælde hævet ved på plakater, i pressemeddelelser og i dokumentarfilmen ’Mission Incredible’ at knytte Tom Cruise så tæt til sin rolle som den akrobatiske agent Ethan Hunt, at det kunne virke, som de var én og samme person. I flere interview gav filmens instruktør John Woo udtryk for, at han havde frygtet for Tom Cruises liv under optagelserne, fordi skuespilleren insisterede på at lave sine egne stunts. Om det så var tilfældet, er en anden sag, mener Epstein, der tvivler på, at et forsikringsselskab, der forsikrer en film til små 150 mio. dollars, vil tillade, at hovedrolleindehaveren på nogen måde risikerer at komme til skade, når det nu kan undgås.

Men strategien synes at være den samme denne gang: Tom Cruise er Ethan Hunt, og de fleste spørgsmål fra de 30-40 journalister på pressemødet handler om Cruises stuntscene på verdens højeste bygning.


Scenen uden på Burj Khalifa tog tre dage at optage. Inden da havde Tom Cruise trænet to måneder på en mindre bygning.

”Jeg har et spørgsmål til Tom Cruise,” siger en tysk journalist. ”Først og fremmest tak for en god film. Kan du dele oplevelsen af at hænge derude med os?”

”Jeg trænede to måneder forinden på en mindre bygning, hvor vi fik styr på scenens struktur,” svarer Tom Cruise, der er solbrændt, smilende, kortklippet og klædt i blå jeans og åbenstående army-skjorte med en hvid T-shirt under.

”Det er umuligt at øve sig derude, for det blæser, og ruderne er brandvarme. Da jeg først var der, var det så sandhedens øjeblik. Jeg skal løbe rundt om bygningen med et tov for at svinge ind gennem en rude på den modsatte side, men der var sidevind, så de første par gange, jeg gjorde det, ramte jeg skævt, næsten med hovedet først, og jeg måtte hurtigt råbe til de andre: ’It’s okay, it’s okay, I’m allright.’”

Alle griner vist, hvorefter en engelsk journalist vil vide, hvad Tom Cruises kone, Katie Holmes, siger til, at han insisterer på at lave sine egne stunts.

”Katie er vant til det. Hun ved, at jeg elsker at køre på motorcykel og elsker at klatre. Sådan er jeg, og hun accepterer det. Men hun er ikke vild med det. Hun var på besøg på settet et par dage og var også heroppe at kigge. På det tidspunkt var alle ruder pillet ud, og der var frit udsyn til himlen, hvorfra jeg hang i en wire og vinkede til dem. Hun stod et øjeblik og så på det hele, så nikkede hun og mumlede: ’Vi ses senere, skat.’”

”Det var helt utroligt,” supplerer Simon Pegg, der spiller den tekniske nørd i ’M:I 4’, men er mest kendt for den britiske kult-komedie ’Shaun of the Dead’. ”Den scene tog tre dage at skyde, og jeg kan huske, at da jeg ankom meget tidligt den første morgen og steg ud af bilen, fik jeg øje på en helikopter, der hang tæt på bygningen langt oppe i skyerne. Og så kunne jeg lige skimte den her lille skikkelse, der hang og dinglede, og jeg tænkte: ’Åh, der hænger min chef. Hvorfor gør han det?’ Jeg mener, du kunne have fået en stuntman til det.”

Tom Cruise trækker på skuldrene og griner, men inden han når at sige noget, tager Brad Bird ordet:

”Jeg glemmer aldrig de tre sidste dage, vi optog her i Dubai,” siger instruktøren, der inden ’M:I 4’ udelukkende havde lavet animationsfilm, deriblandt ’De utrolige’. "Tom løb rundt i sandstormen, vi havde skabt, i tre dage, og den sidste dag skulle vi også nå at skyde en stor kompliceret fest-scene om natten. Jeg var virkelig træt og udmattet, og de fleste af os var begyndt at mumle noget om, at det overhovedet ikke hang sammen, det vi lavede. Men Tom gik forrest, grinede og sagde: ’Lad os skyde scenen og se, hvad vi får ud af det.’ Den energi og det overskud smittede af på alle.”

En engelsk journalist spørger Tom Cruise, hvorfor Dubai blev valgt som location.


Tom Cruise gør sig klar til optagelserne af scenen i ’M:I 4’, hvor han kravler på ydersiden af verdens højeste bygning, Dubais Burj Khalifa.

”Det gode ved at lave den her serie er, at jeg kan se hele verden, og vi kan skabe stemninger fra gaderne i Prag, Budapest, Mumbai og Dubai. Det er en drøm for mig at rejse rundt i verden og skabe eventyr på forskellige locations. Så hver gang jeg er ude at rejse, kigger jeg mig omkring efter den slags. Og jeg kan huske, at jeg engang mellemlandede i Dubai og så den her fascinerende moderne by i ørkenen. ’Her vil jeg lave en film,’ tænkte jeg. Det er en meget filmisk by, meget smuk, og det ville vi godt fange.”

Et af de sidste spørgsmål kommer fra endnu en engelsk journalist, der vil vide, hvordan det kan lade sig gøre at få et forsikringsselskab overtalt til at lade filmens altoverskyggende stjerne lave så farlige stunts. Tom Cruise griner og siger: ”Det kunne vi heller ikke i første omgang. Men så fandt vi et andet selskab, der gik med på, at bare jeg ikke kørte motorcykel eller stod på ski, så var det i orden.”

SENERE PÅ AFTENEN transmitterer Dubai TV One direkte fra gallapremieren på ’Mission: Impossible – Ghost Protocol’, hvor Tom Cruise er næsten to timer om at gå op ad den røde løber. Undervejs lader han sig fotografere med fans, han skriver autografer og svarer på spørgsmål fra enkelte journalister, der har fået plads i små båse på den ene side af løberen. Han siger ikke meget. Det er der ingen grund til at beklage.



Thomas Cruise Mapother IV

- Født 3. juli 1962 i Syracuse, New York, USA. Faderen forlod familien, da Tom Cruise var 12 år gammel, hvorefter moderen forsørgede ham og hans tre søstre. Da han kom til skade under en brydekamp på skoleholdet, meldte han sig til dramaundervisning og fik en rolle i ’Guys and Dolls’, der fik ham til at satse på skuespillet som karriere.

- Debuterede i en mindre rolle i ’Endless Love’ (1981), der blev fulgt op af endnu en lille rolle i ’Taps’ (1981), om hvilken New York Times i deres anmeldelse skrev følgende: ”Whenever the action of ’Taps’ begins to flag, we recommend that you keep an eye on the show-stopping performances of Sean Penn and Tom Cruise as two of the cadets.”

- Fik et mindre gennembrud med ’Risky Business’ (1983), inden han slog igennem med ’Top Gun’ (1986), der fik salget af Ray-Ban Aviator-solbriller til at stige med 40 % på et år. Har siden medvirket i næsten 30 spillefilm, deriblandt ’Cocktail’ (1988), ’Det handler om penge’ (1986), ’Født den 4. juli’, ’Rain Man’ (1989), ’A Few Good Men’ (1992), ’The Firm’ (1993), ’Jerry Maguire’ (1996), ’Magnolia’ (1999), ’Eyes Wide Shut’ (1999), ’Minority Report’ (2002), ’War of the Worlds’ (2005), ’Collateral’ (2004) og ’Tropic Thunder’ (2008) samt de fire ’Mission: Impossible’-film, som han også har produceret. Han er blevet Oscar-nomineret tre gange (’Født den 4. juli’, ’Jerry Maguire’ og ’Magnolia’) og har takket nej til hovedroller i bl.a. ’Indecent Proposal’, ’Pulp Fiction’, ’The Talented Mr. Ripley’ og ’The Matrix’.

- Har været medlem af Scientology siden slutningen af 80’erne, da hans daværende kone, Mimi Rogers, introducerede ham for kirken. Er i dag gift med skuespillerinden Katie Holmes, med hvem han har en datter, og har tidligere været gift med Nicole Kidman, med hvem han har to adoptivbørn.

TWITTER Følg os på Twitter

FACEBOOK Bliv ven med Euroman

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd