Mads Nørgaard ser store udfordringer i modebranchen: ”Den er meget algoritmestyret, og det er få store spillere, der sætter dagsordenen”

Måske blev han undfanget i striber, den 65-årige designer Mads Nørgaard, som i år fejrer 40-års jubilæum og slet ikke er færdig med at skabe hverdagsklassikere til alle køn, designet til det moderne liv, og springe i vandet fra husbåden om morgenen. Og så er middag med ungerne søndag aften kuren mod blå mandag.

Mads Nørgaard, 65, på sit kontor på Strøget i København – ovenpå de butikker, hans far grundlagde for 40 år siden.
Offentliggjort

Hvornår sætter weekenden ind for dig?

”Det gør den fredag eftermiddag. Måske lokker den allerede sidst på torsdagen, hvor jeg kan mærke, at den er lige rundt om hjørnet. Fredagen må gerne begynde blødt med en kaffeaftale inden arbejde et sted i byen. Jeg kan godt lide at komme på Kismet, Atelier September eller Lille Fugl, hvor der er morgensol, hvis man sidder udenfor.”

Er der forskel på hverdag og weekend?

”Ja, helt vildt. Lørdagen er helt særlig, for der ved jeg, at der venter to dage uden fast program. Der har man tiden for sig og kan nå at springe i vandet fra husbåden, sidde lidt længere ved morgenmaden, gå en lang tur eller se en udstilling.”