Super Bowl er en af verdens største reklamebegivenheder, og der er altid en vis spænding i at se, hvem der har betalt de mange millioner kroner for at få de eftertragtede 30 sekunders spotlight.

Én, der har råd til at betale, er selvfølgelig Jeff Bezos, én af klodens rigeste personer. Amazon-grundlæggeren har en stor serie på vej, nemlig ‘Ringenes Herre: Magtringene’, og den blev der reklameret for under nattens Super Bowl.

Det var seriens første officielle trailer, der blev afsløret, hvilket var næste led i lanceringsstrategien. Sidste måned annoncerede man titlen og en teaser.

Ifølge plottet vil serien udspille sig i den sagnomspundne Second Age i Middle Earth, hvilket er tusinde år før begivenderne i J.R.R. Tolkiens ‘Hobbitten’ og ‘Ringens herre’. Det er i denne periode, hvor ringene blev smedet.

"Serien begynder i en tid med relativ fred og følger en gruppe af karakterer, både velkendte og nye, mens de konfronterer den længe frygtede genopblomstring af ondskab i Middle Earth. Fra Misty Mountains mørkeste dybder til de majestætiske skove og elverhovedstanden Lindon til de fjerneste dele af kortet vil disse kongeriger og karakterer skabe en arv, der kommer til at leve længere efter, de selv er væk," lød det i en pressemeddelelse.

Første afsnit af ‘Ringenes herre: Magtringene' får premiere 2. september. Se traileren herunder: