Se de magiske vinderbilleder fra National Geographics rejsefotokonkurrence

Da magasinet National Geographic skulle vælge vinderne i årets rejsefotokonkurrence, havde de 18.000 billeder indsendt fra hele verden at vælge imellem.

Dommerne har bladret sig igennem smukke ishuler, storslåede ørkenlandskaber og spektakulære fotos fra verdens kulturer og udvalgt et par håndfulde billeder, som de mener, fortjener mere hæder end de andre.

Billederne er udvalgt fra de forskellige underkategorier ’spontane øjeblikke’, rejseportrætter’, ’udendørs sceneri’ og ’sans for sted og rum’, der har konkurreret i den fælles hovedkonkurrence.

Vinderbilledet blev dette utrolige billede taget af tornado-jægeren Marko Korošec i nærheden af Julesburg i det østlige Colorado.

National Geographics fotochef, Dan Westergren, siger blandt andet om billedet:

”Den vanvittige UFO-lignende form giver et indtryk af, at tornadoen skal til at suge hele landskabet op som en borddug i en støvsuger. Den uforløste spænding i billedet giver mig lyst til at kigge på det igen og igen.”



Andenpræmien gik til dette bryllupsbillede af to 18-årige jøder fra det ultra-ortodokse Mea Shearim-kvarter i Jerusalem, taget af Agnieszka Traczewska .

Om udvælgelsen siger Dan Westergren: 

“Når jeg ser på det her billede, kan jeg ikke lade være med at tænke over kærligheden og brylluppers væsen rundt om på Jorden. Mange steder i Verden ville det her være et ungt par på deres første date. Men tøjet, de har på, fortæller mig, at det ikke er noget letsindigt møde, men begyndelsen på en livslang forpligtelse.” 



Tredjepladsen i konkurrencen tilfaldt Marc Henauer, der har taget dette billede af Grüner See i Tragöss i Østrig.  Hvert forår får smeltevand fra bjergene vandet i søen til at stige med 10 meter, hvilket gør det muligt at dykke i et magisk undervandslandskab.

National Geographics fotochef siger:

”Da vi udvalgte det her billede, kendte vi ikke omstændighederne, der muliggør sådan en udsigt, men vi havde virkelig lyst til at belønne fotografen, der har gjort os opmærksomme på det.” 



Yderligere otte billeder fik rosende omtale af dommerne. Her er et par af dem:

Marcelo Castro har taget dette billede af en ung munk i Bagan, Myanmar, der finder en solstråle at læse i. 



Billedet her er taget af Sean Hacker Teper, der selv skriver:

”Det her foto, taget ved ’verdens ende’-gyngen i Banos, Ecuador, forestiller en gyngende mand, der kigger på et vulkanudbrud fra Tungurahua. Udbruddet fandt sted 1. februar 2014, bare minutter efter, jeg havde taget billedet, var vi nødt til at forlade området på grund af askeskyen, der nærmede sig.” 



Evan Cole har taget dette billede af en tuareg-guide, der hviler sig på toppen af den højeste klit i regionen Tadrat i det sydlige Algeriet. 



Her har Byron Inggs fotograferet sit ridedyr, der får et hvil oven på en tredages ridetur ind i nationalparken Sehlabathebe i Lesotho.  



Se flere billeder fra konkurrencen på National Geographic.

Se, hvad vi ellers skriver om: Foto