Over 9.000 likes, 8.000 delinger og 11.000 kommentarer.

Så mange interaktioner er det blevet til for en video af landmanden Dennis Leonhardt på under et døgn på Facebook.

Landmanden Dennis kommer fra Sønderjylland og har været med i programmet 'Landmand søger kærlighed' på TV 2, hvor han er blevet en populær karakter blandt seerne på grund af hans meget sønderjyske dialekt.

Men nu har hans popularitet lige fået et nyk opad, fordi en filmklipper fra produktionsselskabet Blu, Niki Topgaard, har delt en video på Facebook, hvor han har tekstet Dennis. 

Der er lige det twist, at Niki Topgaard ikke har tekstet, hvad landmanden Dennis rigtigt siger, men istedet hvad det lyder, som om han siger. 

Vi fangede Niki Topgaard til et kort interview over Messenger. 

Han skriver, at han ikke selv har været med til at lave programmet, men har siddet ved siden af sin kollega, som klippede det. Han kunne ikke lade være med at grine, da programmet om Dennis var ved at blive klippet. 

"Dennis var helt uforståelig for mig, men det lød også som om, at han sagde noget helt andet. Så kort efter gik jeg igang med at tage klip fra programmet og undertekste det og tænkte, at jeg ville vise klippet til vores årlige julefrokost her på Blu," skriver Niki Topgaard. 

Han viste derfor klippet til produktionsselskabets julefrokost den 9. december, hvor den blev mødt af latterbrøl fra hans kolleger. Derfor endte han med at smide den op på Facebook efterfølgende. 

"Og det var åbenbart en god idé," skriver Niki Topgaard. 

Videoen er i skrivende stund blevet vist næsten 850.000 gange på Facebook. 

Du kan se videoen her: