Den mexicanske instruktør Gonzalez Iñárritu har mest gjort sig i tunge dramaer. 

Fra sin mexicanske gennembrudsfilm’Love is a Bitch’ over ’21 Grams’ og ’Babel’ til ’Biutiful’ har filmene altid færdedes i livets barske randområder. 

Derfor kan det umiddelbart virke som et genremæssigt kvantespring, at den næste film fra den to gange Oscar-nominerede og tidligere bedste instruktør i Cannes er en komedie.

Men når man ser traileren til ’Birdman’ forstår man, at de mørkere sider af eksistensen kradser lige under overfladen på komikken. 

Michael Keaton spiller den afdankede skuespiller bag karakteren Birdman, der desperat kæmper for anerkendelse, mens karrieren går på hæld.

Ud over Keaton ser man blandt andre Edward Norton, Zach Galifianakis, Emma Stone og Andrea Risebrough i filmen, der har premiere 17. oktober.