Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”

Nogle gange må man rive plasteret af i ét hug og bide smerten i sig. Det var billedligt talt sådan Mark Cho havde det, da han for nyligt valgte at sætte to tredjedele af sin ursamling til salg. Det sker på auktionen ”The Beauty In Everything” hos auktionshuset Phillips, der også har stået bag salget af Paul Newman’s Rolex Daytona.

Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”
Offentliggjort

Mark Cho er medstifter af herretøjsmærket The Armoury med butik i Hongkong og New York samt medejer af Drake’s i London. Han har brugt 16 år på at opbygge en samling på 90 ure, der tæller Patek Philippe, Lange & Söhne og Grand Seiko.

Vi talte med Cho for at finde ud af, hvad der fik ham til at sælge, hvad der er hans drømmeur, og hvordan man selv bliver en god ursamler.

Du har brugt 16 år på at samle ure. Hvordan startede du?

”Jeg arbejdede i London i 2006, og der var en butik med brugte ure i nærheden af mit kontor, som jeg gik forbi hver dag.

Da jeg fik min første løn, købte jeg et Omega Chronostop med grå skive for 350 pund. Det var en fantastisk følelse. Uret var var så smukt. Det var også en god handel, for dengang talte man ikke om ’vintage-ure’. De var bare brugte, så de var ret billige.”

Nu sætter du to tredjedele af dine ure til salg. Hvorfor?

”Jeg vil gerne rejse nogle penge for at udvide min forretning, The Armoury (Cho’s eksklusive herretøjsforretning, der startede i Hongkong, red.).”

Hvordan har du udvalgt de ure, du har sat til salg?

”Det var en enkel men brutal proces. Hvis ikke jeg havde haft uret på i de sidste seks måneder, så skulle det ikke være i min besiddelse længere.”

Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”

Du har kaldt auktionen ’The Beauty In Everything’. Det er en fin, nærmest poetisk titel?

“Jeg er glad for, at du kan lide titlen. Jeg ville have et navn, der opmuntrer folk til at tænke på alle ure, ikke kun de mest populære, som smukke og interessante ting.

Der er mange gode ure, der bliver overset, og det er i mine øjne en skam. Det har taget tid og omhu at skabe hvert enkelte ur, og jeg nyder processen med omhyggeligt at finde ud af, hvad der gør hver enkelte ur specielt.”

Ursamlere taler ofte om at ’konsolidere’, dvs. tynde ud i deres samling, så de kun beholder det mest essentielle. Har du det også sådan?

”Kun delvist. ’Konsolidering’ indebærer, at der er en endelig, konsolideret tilstand. Jeg tror ikke, at sådan noget eksisterer for mig.

Min samling vil altid udvikle sig med mig, og selv mine mest skattede ure i dag er måske ikke så vigtige for mig i fremtiden. Det er sundt at gå videre fra ure, der ikke længere passer til dig. De er bedre tjent på en andens håndled end i skuffen hos dig.”

Hvilket af de bortauktionerede ure har den bedste historie?

”Jeg giver slip på et F.P. Journe Octa Divine 36 med en lang historie (Cho købte et pre-owned Journe-ur, som viste sig at være stjålet og måtte returnere det. Først halvandet år og en retssag senere fik han det retur. Læs hele historien her, red.)."

Hvilket ur i din samling vil du aldrig sælge?

”Det ur, som jeg fik lavet af Christian Klings. Han er en meget tilbagetrukket, ’bespoke’ urmager i Tyskland, som håndlaver hvert stykke uden brug af moderne værktøj. Han har lavet 30 ure i sit liv, og mit er nummer 30.

Det tog tre år at lave. Gennem hele processen og efterfølgende lærte jeg Christian ret godt at kende. Jeg skrev endda en artikel om ham til robbreport.com. Jeg ved, at han gjorde en kæmpe indsats for at færdiggøre mit ur, og jeg føler mig mere som en, der varetager det, i stedet for en ejer af hans fine arbejde.

Det var et meget personligt projekt for os begge, og måske er det også med til at forklare, hvorfor det er mærkeligt for mig overhovedet at overveje at sælge det. Det er, som om det ikke rigtig tilhører mig.

Hvis jeg nogensinde overvejede det seriøst, ville jeg være nødt til at diskutere det med Christian, da jeg opfatter det som ’vores’ ur ikke ’mit’ ur.”

Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”

Ure er gået fra at være en niche til noget, folk taler om til middagsselskaber. Hvad skete der?

”Covid gav urfællesskabet et kæmpe løft. I 2020 og 2021 sad folk derhjemme og udforskede nye interesser, nye hobbyer, og for mange blev ure en sjov og engagerende del af deres liv.

Efterhånden som flere begyndte at komme ind i det, var der mere snak i samfundet, og handelen med ure accelererede, både nye og pre-owned. Det var også her, at man begyndte at se nogle virkelig store prishop samt en masse hype omkring visse urmodeller. Traditionelle medier begyndte at dække det og tiltrak nye mennesker til ure, og det hele gik bare endnu mere opad.”

Hvad er den bedste måde at gå til ursamleriet på: Passion eller investering?

”Passion. Hvis du køber noget som en investering, og prisen falder, står du tilbage med et ur, du ikke engang kan lide. Hvis du køber det, du kan lide, er prisen irrelevant.”

Hvad er dit bedste råd til en ny urentusiast?

”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på.

En besættelse af billeder, videoer og information på internettet vil kun føre dig så langt. Køb ofte og sælg ofte. Det er så nemt at handle med ure i dag, der er mange platforme, hvor du kan gøre det selv, eller du kan finde en forhandler til at tage sig af det for dig.

At sælge ure tvinger dig til at overveje, hvad der er vigtigt for dig som ursamler, og det finpudser din smag.”

Til sidst: Har du et grail watch?

”Jeg tror ikke rigtig på ’grail watches’. Jeg tror på at samle som en afspejling af ens smag. Og fordi din smag altid ændrer sig, vil din samling også altid ændre sig.

Mange af mine yndlingsure var uventede fund. Det er godt at være åben for nye muligheder.”

Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”
Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”
Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”
Mark Cho: ”Lær at købe, men lær også at sælge. At eje ure er den bedste måde at berige sig selv med nye oplevelser på”