Ethvert oprør mister sin rebelskhed, når det bliver omfavnet af de brede masser. Så gælder det om at finde på noget nyt, ja måske endda liste sig tilbage mod det etablerede, hvis man stadig vil virke farlig.

Så da selv professionelle fodboldspillere, omkring 1970 havde taget ungdomsoprørets lange lokker til sig, var det på tide for folk som John Lennon at blive maskinklippet.

En lignende bevægelse kan i disse år ses blandt unge mænd, der får klippet deres store skovhuggerskæg med samme fart, som folk bruger penge i inflationsramte lande.

Allerede for fem år siden nævnte New York Times, at dagen, hvor store skæg ville blive så mainstream, at man var nødt til at glatbarbere sig for at føle sig ung og bemærkelsesværdig, muligvis ikke var så langt væk.

Alligevel fik ansigtspelsen nogle flere gode sæsoner.

Sidste år lød så sidste barberings-udkald for folk, der ville forblive hippe, da samtlige mandlige Hollywood-stjerner troppede op til Oscar-uddeling med buskede hagepartier.

Men det er ikke ufarligt at svinge barberbladet.



Det har Joel Alexander erfaret.

Sidste år barberede modellen, der bor i Brooklyn, har lavet kampagner for blandt andet True Religion Jeans og hvis imponerende skægvækst og melankolske blå øjne har hærget Pinterest, sig.

Da han lagde et billede op af sit nøgne underansigt, mistede han med et 8.000 følgere på sociale medier. Ifølge modellen var det dog et spørgsmål om at bevare sit levebrød, der fik ham til at tage skridtet.

”Trenden med store skæg er overstået. Mine agenter fortalte mig, at det ikke er det, de store modehuse leder efter længere, og det gik op for mig, at jeg ikke ville komme til at få flere kampagner, hvis jeg beholdt det,” siger Joel Alexander til Mashable.
      
Hans karriere-move er forståeligt, når man kigger på billeder fra den igangværende modeuge i New York, hvor de glatte ansigter dominerer, både på catwalken og blandt publikum.


NY Fashion Week, streetstyle. Foto Getty

Desværre melder historien ikke noget om, hvorvidt det nye look har sikret Joel Alexander flere job, hans Instagram-tilstedeværelse til den aktuelle modeuge foregår tilsyneladende bag kameraet.

Og måske er det også en forkert strategi, for Joel Alexander har mistet sit særpræg og er nu bare en flot fyr blandt mange. Man kan da også se, at skægget har fået lov at komme ind i varmen igen, siden det blev vist døren sidste år:

A photo posted by Joel Alexander (@hahajoel) on

Men nu skal det af igen, for modellen prøver at gå til filmen og har erfaret, at skægget heller ikke i denne branche er nogen efterspurgt vare. Dog vil han ikke endnu en gang risikere at miste tusindvis af følgere på en enkelt barbering/opdatering, fortæller han til Mashable:

”Den her gang afvænner jeg dem gradvist, først med et kort skæg, og derefter med stubbe.”

Vi håber, at Joel Alexander finder sig til rette i sit skæg-game. Han kan jo altid lade det stå og vente en 7-10 år på, at en ny modecyklus gør det hot igen.


John Lennon og Yoko Ono, anno 1970. Foto Rex

LÆS OGSÅ: Find den skægstil der passer til dit ansigt

LÆS OGSÅ: John Lennon: "Jeg har så mange sindssyge fans. En dag er der en af dem, der gør noget frygteligt"

LÆS OGSÅ: De 11 bedst klædte sportsstjerner i verden