Daniel Jensen skal mødes med en ven til frokost, men han har en mærkelig fornemmelse. På cyklen derhen føles det, som om han sidder på en fjeder og har skum under fødderne. Da han når hen til det sted foran Kongens Have i København, hvor de har aftalt at mødes, ringer vennen.

Daniel vil tage telefonen med sin venstre hånd, men det er, som om den ikke virker. Han bruger den anden hånd og tager røret. Vennen foreslår, at de mødes nogle få meter tættere på restauranten, og Daniel siger ja. Men han har svært ved at gå så langt. Hele hans venstre side slæber han efter sig. Han ved godt, at den er helt gal, men hvornår er det, at man skal skabe drama?