Jeg er ikke den store royalist, hvis jeg skal være helt ærlig, men jeg har meget stor respekt for kong Frederik. Han er en guttermand, som jeg har mødt flere gange, ja, jeg har endda været så heldig sammen med Parken og Red Barnet at holde en kæmpe koncertfest for ham og Mary i forbindelse med brylluppet i 2004.

Sidst, jeg mødte ham, gav han mig en krammer og spurgte, hvordan jeg havde det, og det lægger kun til det faktum, at han er en virkelig god fyr. Han har overtaget et job, som jeg for alt i verden aldrig ville takke ja til, om så de tilbød mig 100 millioner kroner om året.

Det kræver så meget af ham, at det er svært at forstå, og derfor kunne jeg godt tænke mig at skænke ham og hans familie en otte dage lang tur til Club La Santa på Lanzarote.

Hele stedet skal lukkes ned, så det kun er dem, der er der; ingen presse, ingen andre gæster, ingenting. Måske et par af hans sportsvenner kan komme ned og gøre dem selskab i nogle dage, hvor de kan spille padel, tennis og svømme, men heller ikke mere end et par dage, for de fortjener som familie også at være alene og få noget kvalitetstid sammen.