Det var en onsdag nat i januar, og jeg kom kørende gennem Odense. Jeg havde været på vagt i seks timer, da jeg blev vinket ind til siden af en mand, der stod ved Cityhotellet.

Han åbnede fordøren på passagersiden, lænede sig ind og spurgte mig, om jeg ville køre ham til Rom. Jeg troede ikke på ham og spurgte, hvor han i virkeligheden skulle hen. ”Til Rom,” gentog han. Jeg kunne se, at han mente det.

Han satte sig indenfor i sin overfrakke og med en plasticpose i hånden. Ingen kufferter. Først kørte jeg hans kreditkort igennem vores system for at tjekke, om han havde penge til turen. Der var dækning på hans kort. Så ringede jeg til centralen for at spørge dem, om jeg havde brug for mit pas til sådan en tur. Nej, var svaret, det mente de ikke.

Han stillede ingen spørgsmål til prisen, så jeg kørte af sted med taxametret tændt. Jeg var single og havde ikke nogen, jeg skulle fortælle, at jeg ikke kom hjem samme morgen. Så tastede jeg Rom centrum ind på GPS’en og kørte ud på motorvejen. Jeg var lidt ved siden af mig selv, og jeg havde det, som om jeg havde vundet i lotteriet.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at tjene en formue - og miste den igen

Vi taxachauffører taler ofte sammen om vores bedste ture. Det er vildt, hvis man har været i udlandet på en tur, og jeg har en kollega, der engang blev bedt om at køre til Sverige. Min egen længste kundetur før dette her gik til Københavns lufthavn. Centralen tippede mig om, at jeg skulle undgå at ramme Hamborg i myldretiden, så jeg kørte stærkt.

Jeg vidste, at jeg var ved at køre en månedsløn hjem på et par dage. Det var fedt.

Da vi kom til Italien, viste det sig, at han gerne ville af på en tankstation uden for Rom. Jeg tænkte ret meget over, hvem han mon var. En stille mand, der bare sad og kiggede ud ad vinduet. Han virkede fornuftig nok, når man ser bort fra, at han pludselig havde besluttet sig for at tage til Rom midt om natten.

Der er 2.000 km til Rom fra Odense, og taksten pr. km var lidt 
under 16 kr. Køreturen derned tog 22 
timer, og jeg var væk i tre dage i alt – 
jeg tog jo lidt på sightseeing, når jeg 
nu var der. I alt blev det 29.216 kr. 

LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: ”Jeg skal sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde”

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj"

LÆS OGSÅ: Taxachaufføren: "Det er det fedeste job, jeg nogensinde har haft"