1. Vi taler grimt til hinanden
Internettet har ændret måden, vi debatterer på, og offentlige meningsdannere råber vagt i gevær over for digitale kommentarfelter, der flyder over med ukvemsord. Spørger man Svend Brinkmann, er der særligt ét redskab, man med fordel kan bruge i den henseende. Men brug det varsomt – ellers er du bare en idiot.
”Jeg har personligt oplevet, at der kan være konsekvenser ved at stikke snuden frem, men jeg synes ikke, det har været slemt for mig. Jeg er ret ligeglad med, hvad en tilfældig person på internettet skriver om mig. Det har til gengæld gået mig på, når det kommer fra folk, jeg har respekteret, folk, jeg havde forventet mere og bedre af, eller fra folk med magt.
I mit offentlige virke langer jeg jo også selv ud, men jeg prøver meget bevidst at undgå at ramme enkeltpersoner. I stedet prøver jeg at gå efter bredere tendenser og ikke de personer, der repræsenterer tendenserne. Også selvom det andet kan være nemmere. For hvis jeg gjorde det, vælter der jo fandeme 10.000 sure opstød ned over den stakkel, jeg er uenig med.