christian slater mila jovovich

11 jakker som vi ville dræbe for i 90'erne

I dag har vi råd til dem.

Det var ikke nemt at være en forfængelig teenager, dengang i 1990'erne. Så mange seje jakker, så beskedne lommepenge. En barskere type end mig var gået ind i Scala og havde slået nogen ned for at få deres overtøj.

Men så en dag havde min mor besluttet sig for, at hun gerne ville give gode penge ud på en varm vinterjakke til mig.

Jeg, som gerne ville være mere hiphop, end jeg egentlig var, argumenterede for fordelene ved en rå sag med hætte fra Carharrt -  men endte med en dødpraktisk og kikset skijakke fra Peak Performance. 

For os, der i dag har fast månedsløn, og som stadig higer nostalgisk efter alt det, vi ikke fik dengang, er der heldigvis hjælp at hente i tidens 90'er-revival.

Enten er det bedre sent end aldrig at begynde at samle på sin ungdoms mode nu, eller også er det bare patetisk. Bestem selv. Hvis du ikke var født den gang, bør du ikke have nogen kvababbelser med at lade dig inspirere af denne liste over ikoniske jakker fra for 20 år siden:

1. Starter-jakken

Det blev ikke meget mere hiphop end bomberjakker i satin med dit yndlingshold - i Danmark var det egentlig kun Redskins og Raiders og måske White Sox, der talte - broderet ud over det hele. For mærkedyr var der kun en producent: Starter.
Mærket med det genkendelige stjernelogo findes endnu, og man kan også finde vintage sjældenheder på Ebay.

2. Oversize denim

Denimjakken kunne heller ikke dengang sidde dårligt nok over skulderen. Der skulle helst være brugt store mængder vand på at vaske farven ud af den, og havde du en med fløjlskrave, viste det din kvalitetsbevidsthed. Kombinationen er svær at finde i dag, hvis ikke du vil købe brugt, men Wood Wood laver en pæn, løstsiddende en.

3. Den folkede udgave

Hvis man var mere i kontakt med moder jord, røg pibetobak og måske skrev på lidt digte i det små, valgte man en okkerfarvet cowboyjakke frem for den mere poppede i bleget denimlook. Du kan finde en lignende og billig en hos Asos.

4. I samme ende af farveskalaen

Carharrts hårdføre bomuldslærred var og er en sejlivet succes blandt cowboys og hiphoppere. Den fås uforandret og vandafvisende hos Carharrt WIP.

Michigan Chore Coat Dearborn

5. Gade-indianer

Indianske mønstre var store dengang og blev det forbløffende hurtigt igen i 00'erne, da Pendletons eksklusive tekstiler blev street. Indrømmet, det kan være lidt svært for et blegansigt at virke overbevisende i dem, men hvis du kan låne bare en anelse af Snoops attitude, skal du nok blive en sej fortovs-cheyenne.

Billedresultat for Coyote Canyon Big Horn Jacket

6. Flyvende form

Den var uformelig, stiv i betrækket, og mængden af flyvevåbenemblemer var direkte utroværdig. Men Tom Cruise var indeni. Og over natten blev pilotlæderjakken et must have. Pelskraven er netop kommet på mode igen. Dette eksemplar fra et for de fleste ukendt mærke holder en ret god pris.

7. Til fritidens bombemål

I samme miljø fandt man en af 90'ernes - og disse års - allerstørste jakkesucceser, den mere sporty pilotjakke i nylon, som producenter som Schott og Alpha Industries har spundet guld på. Den prangende udgave med emblemer og broderier har netop fået en revival.

Schott - Embroidery Bomber - saga

8. Rå i blødt skind

Ruskindsjakken i bomber-snit balancerede perfekt mellem det følsomme og det seje og gik farvemæssigt perfekt til et par himmelblå, forvaskede 501'er. A.P.C. laver en smuk en i italiensk kalveskind, som både kan fås i karamelfarvet og sort.

9. Træningsjakker fra Adidas

New Kids on The Block havde generelt ikke supergod smag. Men i dette forsøg rammer Joey - yderst til venstre - plet med en skinnende og spraglet træningsjakke. Træningsjakker var rigtig store, men dengang som nu var Adidas en tand sejere end konkurrenterne. Nogle af deres geniale blokmønstrede jakker bliver indimellem genudgivet.

10. Urban guerilla

Grunge-folket var hurtige til at fatte kærlighed til posede, camouflagefarvede jakker, der kunne fås billigt på militæroverskudslagre og i genbrugsbutikker - i København først og fremmest Roger. I dag, hvor alle fra Jack & Jones til Valentino laver det, er der ingen provokationsværdi i en militærjakke, men mønstrene giver gode kombinationsmuligheder med resten af din garderobe og giver for eksempel kontrast til en klassisk stribet oxford-skjorte.

11. Filt i alle regnbuens farver

Den filtede college-jakke signalerede først og fremmest, at man var nede med amerikansk kultur, hvilket efter Murens fald var mere acceptabelt end nogensinde. Og havde man en god secondhandcentral, eller havde man været en tur i USA, kunne man helt sikkert finde en i lige præcis ens yndlingsfarvekombination. I dag kan man få dem i bekostelige udgaver fra Marc Jacobs og Gucci, men også billigere i udmærket kvalitet

LÆS OGSÅ: 10 par sneakers fra 90'erne der holder endnu mere i dag

LÆS OGSÅ: Dadcore - her er 13 køb, din far vil misunde dig

LÆS OGSÅ: 11 tøjfejl fædre ofte begår