’Løvens hule’-investor er ude af populært dansk tøjmærke

Eksløven Christian Arnstedt har solgt sin andel i Bareen.

’Løvens hule’-investor er ude af populært dansk tøjmærke
Offentliggjort

I hjemmet, fitnesscenteret og på arbejdspladsen. Det er svært at komme uden om. Bareen har infiltreret danskernes liv, og deres letgenkendelige basics er efterhånden at finde alle steder – på topchefen, influenceren og gymnasieeleven.

For bare fem år siden fik virksomheden, med det dengang knap så irriterende navn, Bare en T-shirt, en kapitalindsprøjtning på én million kroner for 25 procent af virksomheden i DR-programmet ’Løvens hule’.

Det var de to tidligere investorer Jacob Risgaard og Christian Arnstedt, der afgav buddet og købte sig ind i den efterfølgende succes.

Men nu er Bareens ’Løvens hule’-eventyr slut.

I 2023 var Jacob Risgaard den første til at trække sig, da han solgte sin andel. Og nu skriver Christian Arnstedt i et opslag på LinkedIn, at han og hans investeringsvirksomhed Blazar Capital har solgt deres ejerandel, der ifølge mediet Detailwatch var på 10-15 procent.

Udover at skifte navn har Bareen på få år skabt et landskendt tøjmærke, og ifølge Christian Arnstedt har de 30-doblet deres omsætning i samme periode.

”Det har været en spændende rejse, hvor teamet har gjort tingene på deres egen måde og har fået skabt et virkelig godt community med sportsevents, træningsrejser m.m. og et af Danmarks absolut hotteste tøjbrands,” skriver Christian Arnstedt i opslaget.

Det forlyder ikke, hvem de nye investorer, der har købt Christian Arnstedts andel, er.