Er du én af de modige københavnere, der har bevæget sig ud i
det noget uinspirerende vejr, vil du tydeligt kunne se, at modeugen er i fuld
gang.
Overalt vrimler det med ulasteligt klædte influencere og modeentusiaster,
og bevæger man sig rundt i Bella Centeret, hvor indkøbere og forhandlere lukker
aftaler, er lugten af plastik fra tøjposer gennemtrængende.
Ak ja, modeugen rimer på overforbrug og klimasynd. Men det
er efterhånden en gammel klagesang, hvis ekko synes svagere og svagere.
Når lokummet brænder, gider vi ikke tænke på alverdens
l-o-r-t. Eller også fylder modeugen nogle af os med håb – på trods af verdenssituationen
er der stadig nogle visionære mennesker, der bliver ved med at nyskabe.
Nogle burde uden tvivl skabe mindre, men der findes også
mærker, der formår at bruge deres gode hoveder til at producere gode produkter.
Et par af dem er det italienske skomærke Diemme og danske
Sunflower, der netop har annonceret deres første samarbejde i forbindelse med
Copenhagen Fashion Week.
Samarbejdet udmunder i en nyfortolkning af Diemmes klassiske,
lave vandresko ’Cornaro Gomma’.
I stedet for den tykke gummikant er den nye
model, ’Cornaro Gala’, udstyret med en kant i nappa- og patentlæder og
klassiske snøreringe. Og ligesom Diemmes andre modeller er skoene håndlavet i
Italien.
Diemme x Sunflower ’Cornaro Gala’ koster 3.500 kroner og kan
købes fra den 29. januar i udvalgte butikker og på Diemmes
og Sunflowers hjemmesider.