Dimitri Werner De Paiva: "Jeg er meget inspireret af fiktive karakterer fra videospil"
Året 2020 har lagt en dæmper på festlighederne, men pandemien har ikke taget modet fra Danmarks 10 bedst klædte mænd, som Euroman traditionen tro kårer og hylder. Fælles for mændene er, at de har sans for at sætte farver og materialer sammen, og så har de modet til at være sig selv. Her fortæller Dimitri Werner De Paiva om militærstøvler, læderveste og behovet for et klassisk jakkesæt.

Hvornår føler du dig bedst klædt?
”Det gør jeg, når jeg skal til et arrangement og har haft tid til at tænke over, hvad jeg skal have på, og hvordan jeg ser ud. Ofte er mine tøjvalg lidt tilfældige og taget på i farten, alt efter hvad jeg lige skal, men jeg kan rigtig godt lide at bruge fredag eftermiddag på at groome og vælge et outfit, hvis jeg skal noget, som er lidt mere ekstravagant. Jeg klæder mig ofte efter, hvilket humør jeg er i."
Hvilken ting i din garderobe kan du ikke undvære?
”Mine militærstøvler. Jeg fik mit første par af min gudfar, da jeg var 11 år gammel. Hver gang, jeg voksede ud af dem, fik eller købte jeg et nyt par. De er helt klassiske, praktiske, og de fungerer til alt, uanset om du skal på arbejde, i byen eller i skoven. Jeg føler mig stabilt plantet på jorden, når jeg har dem på, og for mig er de det perfekte fodtøj.”
Der er en del referencer til uniformering i din stil. Hvor kommer det fra?
”Jeg er inspireret af min gudfar, som havde en meget traditionel herrestil, men formåede at kombinere det meget maskuline, næsten militære look med noget, der var mere fint og feminint. Men generelt synes jeg, at der er noget spændende ved uniformer, og jeg er glad for praktisk tøj. Moden ændrer sig hele tiden, men visse arbejdsuniformer er næsten statiske og ser ud, som de altid har gjort.”
Har du et stykke tøj, der fortæller en særlig historie?
”Min gudfar gav mig en lædervest, da jeg var barn. I 80’erne kørte han isbil for Frisko, og der havde han altid sin klassiske, sorte lædervest med lammefor på. Det er et stykke tøj, der minder mig om ham, og som betyder meget for mig.”

Hvad er det bedste fund, du nogensinde har gjort?
”For seks år siden fandt jeg en blå- og hvidstribet bikerjakke i en genbrugsbutik. Den har en meget hård silhuet og minder om noget fra Power Rangers. Jeg føler mig lidt som en karakter i et videospil, når jeg har den på.”
Hvilken offentlig person, synes du, er mest velklædt?
”Jeg er meget inspireret af fiktive karakter fra eksempelvis videospil. Jeg er vild med Hwoarang fra Tekken (japansk serie af kampsports-spil, red.), som ligner en fantasiudgave af en biker. Der er noget ved videospil, som er afkoblet alle regler for, hvordan en bestemt stil eller look skal være, og hvor det kun er fantasien, der sætter grænser. Det kan jeg godt lide.”
Hvilken ting drømmer du om at føje til din garderobe?
”På det seneste er jeg begyndt at gå lidt mere klassisk klædt. Jeg har i mange år ikke haft et godt, sort jakkesæt, og det føler jeg, at jeg mangler i min garderobe. Så det må blive mit næste køb.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Bedst klædte mand