At kriser medfører forandring i vores samfund, er noget af det tætteste, vi kommer på et socialvidenskabeligt faktum. Økonomien forandres, vores måde at leve på ændres, og intet synes pludselig at være, som det plejede.

Men det er ikke kun på de store linjer, at tingene forrykkes, når vi gennemlever kriser. Vores måde at gå klædt på hænger også uløseligt sammen med omkalfatringen af vores virkelighed.

Det er de to seneste verdenskriser et godt bevis på: Finanskrisens indtog i slutningen af 00’erne indebar et stop for lavtaljede denimbukser, logomani og rhinsten en masse og indledte i stedet en æra i det underspilledes tegn med hipsteren og – herhjemme – billigt streetwear fra supermarkedet (tænk Kidd) som frontfigurer.

Den aktuelle corona-krise og dens dertil medførte hjemmearbejde har for mange været lig med en lad tilgang til den personlige garderobe. Hvorfor trække i andet end lodne joggingbukser, når persiennerne alligevel er rullet ned fra morgen til aften, og dit sociale liv er begrænset til daglige Teams-møder? Og hvor comfort wear blev den helt store vinder inden for hjemmets fire vægge, købte folk outdoor-gear i et væk for at understøtte deres nyfundne kærlighed til Moder Jord – eller Fælledparken – når de skulle bevæge sig ud for en stund.

Det gik blandt andet ud over jakkesættet, der mildest talt har haft hårde kår i de seneste år.

Store virksomheder slækkede på deres dress-codes, længe før pandemien tog fat, men alligevel har den seneste tid accelereret afviklingen af jakkesættet – især på arbejdspladserne, hvor det mange steder har haft et helle.